Hvad kan vi lære af Charlie Kirk’s mindesammenkomst?
Drabet på Charlie Kirk kaster lys over de interne stridigheder i amerikansk evangelikalisme. Det var måske allermest tydeligt i selve mindesammenkomsten, der skizofrent forenede præsidentens had mod sine fjender og enkens tilgivelse.
Mindesammenkomsten for Charlie Kirk—aktivisten, der for mange var et fyrtårn og for lige så mange et advarselsskilt—blev et tableau over, hvor dybt amerikansk evangelikalisme er filtret ind i nationens partipolitiske reflekser. På podiet skiftede stemmerne mellem bøn og kampråb, mellem evangeliets mildhed og valgkampens muskelspændte sprog.
I denne spænding står det gamle Christianity Today.
Christianity Today er et amerikansk, evangelikalt tidsskrift grundlagt i 1956 af Billy Graham. Magasinet kombinerer teologisk refleksion med kultur- og samfundsjournalistik og har traditionelt positioneret sig som teologisk konservativt, men ikke partipolitisk. Læserskaren spænder fra præster og kirkeledere til bredt kirkeligt interesserede ofte med ambitionen om at give en “indre vinkel”, men redaktionelt uafhængigt, blik på amerikansk kristenliv.
Det kan ikke underspilles, hvor stor en rolle Christianty Today har haft for amerikansk evangelikalisme. Washington Post kaldte engang magasinet for “evangelikalismens flagskib”.
I Christianity Todays podcast The Bulletin forsøger de to redaktører Russell Moore og Mike Cosper at læse tiden og øjeblikket: Hvad siger denne begivenhed om troens rolle i et medielandskab, hvor hvert publikum har sin helt egen version af den afdøde?
Hvad kan Charlie Kirks mindesammenkomst lære os om amerikansk evangelikalisme?
Tre versioner af Charlie Kirk
Først beskriver Cosper og Moore, hvorfor begivenheden var så sammensat. De tegner et billede af, at der nærmest findes tre forskellige Charlie Kirks:
Podcast-Charlie, der talte direkte til sin base af politisk loyale støtter;
Cable News-Charlie, som optrådte i skarpe, konfrontatoriske interviews og søgte at provokere;
og Campus-Charlie, som unge kender fra universiteterne i USA – mere charmerende, nysgerrig og dialogsøgende, ofte med respekt for sine modstandere.
Her i Danmark afhænger billedet også af, hvor man møder ham: om dit feed viser de værste eller bedste sider af Kirk på sociale medier, om du lytter til hans podcast, eller om du kender ham fra TV 2 Nyhederne og hans besøg på Grønland.
For Moore og Cosper illustrerer de tre billeder et fragmenteret medielandskab, hvor hver gruppe ser sin egen version af Charlie Kirk. Blandt unge kristne i USA skaber mordet og den efterfølgende retorik utryghed: “Er volden mod kristne nu blevet den nye norm?” spørger nogle. Mange oplever allerede, at det i USA er risikabelt at bekende sin tro offentligt.
Sorg og iscenesættelse
Moore fortæller, at mindesammenkomsten var en mærkelig blanding af ægte sorg, kristne prædikener og politisk iscenesættelse.
Højdepunktet var enken Erika Kirks ord: “I forgive him.” Selv komikeren og den indædte modstander af MAGA-bevægelsen (MAGA står for “Make America Great Again,” Trumps slagord og bevægelse.) Jimmy Kimmel kaldte det “noget af det smukkeste, han har hørt” – et øjeblik, hvor evangeliet transcenderede politik. Det er jo netop det, evangeliet gør: bryder ind i støjen med noget, der ikke lader sig bruge som politisk våben.
Men der var også underlige og ubehagelige momenter. Da USA’s præsident Donald Trump sagde: “I disagree with Kirk – I HATE my opponents,” vakte det forundring og ubehag. Ifølge Moore var talen “virkelig upassende og decideret grim.” Han trækker en linje til 2. Samuelsbog, hvor David sørger over kong Saul: visdommen ligger i at kunne sørge uden at bruge andres død til egen vinding. Det kunne Trump så ikke.
Nogle har forsøgt at forsvare Trump ud fra den tanke, at Erika Kirk taler som privatperson, mens præsidenten som autoritet taler ud fra Romerbrevet kapitel 13, hvor magthaveren skal stå imod det onde. Moore svarer med et kort “Come on!” – og tilføjer, at det ville være meget langt ude at tro, at Trump bevidst laver den skelnen. Han påpeger, at det tværtimod passer fint med Trumps øvrige udtalelser, som da han i 2016 sagde, at hans yndlingsbibelvers var “et øje for et øje.”
“We are the storm”
Også Stephen Miller, en af Trumps nærmeste rådgivere i Det Hvide Hus, talte. Han talte om kampen mellem “det gode og det onde” og erklærede: “We are the storm.” Sætningen er blevet et kampmotto i dele af den yderste højrefløj og forbindes med konspirationsteorien QAnon, hvor “stormen” symboliserer en kommende “renselse” af samfundet.
Moore kaldte Millers retorik “animalistisk” – et sprog, der dæmoniserer enhver, der tænker anderledes. Han nævnte også et fænomen, han kalder “den sekulære bortrykkelse” – en forestilling om, at halvdelen af USA’s befolkning (demokraterne) en dag vil “forsvinde.”
En anden tone
En af de mest interessante taler kom fra USA’s udenrigsminister Marco Rubio, som holdt en mere klassisk kristen begravelsestale om håb og forsoning. Ifølge Cosper kunne den have passet ind på Republikanernes konvent i 2008 eller 2002 – altså før MAGA-æraen. Det fik ham til at spørge, om der måske findes sprækker i bevægelsen, og om nogen savner den ældre form for konservatisme, der ikke var så tæt flettet sammen med én person.
Er det vækkelse – eller politisk teater?
Er Moore og Cosper for kritiske over for en mulig kristen vækkelse i USA? De henviser til teologen Tim Keller, som talte om “a blueprint for revival” – en plan for vækkelse – og advarede mod at blande politik og kirke, fordi det kvæler fornyelsen, før den begynder.
I MAGA-miljøet er det blevet vendt på hovedet: her ses bevægelsen selv som “the revival”. Moore kalder det en eksternaliseret vækkelse – en tro på, at åndelig fornyelse sker gennem politiske sejre, i stedet for gennem omvendelse og Guds forvandlende arbejde i hjertet. Han afviser ikke idéen om vækkelse, men peger på Asbury-bevægelsen tidligere på året – en spontan bønnevækkelse blandt studerende – som et mere autentisk udtryk for kristen fornyelse.
Et spejl for os
Mindesammenkomsten for Charlie Kirk viser, hvor dybt tro og politik i USA i dag er vævet sammen – og hvor let evangeliet kan blive brugt som sceneeffekt i stedet for som sandhed. For danske kristne kan det fungere som et spejl: vi fristes måske ikke af MAGA-retorik, men risikoen for at blande tro, identitet og ideologi findes også her.
Russell Moore og Mike Cosper minder os om, at kristen tro mister sin kraft, når den defineres af fjendebilleder og sejrssprog. Når en præsident citerer “et øje for et øje” som sit yndlingsvers, og et mindemøde forvandler sig til politisk teater, bliver det tydeligt, hvor langt man kan drive evangeliet væk fra nåde og forsoning.
Erika Kirks enkle ord – “I forgive him” – stod som et sjældent øjeblik af nåde midt i støjen. En påmindelse om, at evangeliet stadig kan bryde igennem, selv når det bruges som kampmiddel.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
og få de seneste artikler direkte i din indbakke