Karismatikken vi gerne vil tale om
Hovedbestyrelsen i Indre Mission svarer på Simon Mejdahls kritik af deres vejledningspapir.
Kære Simon, Semper-læsere m.fl.
Tak for dit engagement og kærlige indspark til os i Indre Missions ledelse. At dømme ud fra dit indlæg, Simon, og de reaktioner det ellers afføder, bliver vores ærinde misforstået. Og derfor skal vi da tale sammen og helst face to face, så vi kan få alle nuancerne frem. Sempers overskrift antyder, at her er noget, vi ikke kan eller må tale om, men det mener vi bestemt ikke – tværtimod!
Vi har i hovedbestyrelsen arbejdet med vejledningen i omtrent halvandet år, og før det har vi kontinuerligt forholdt os til tværkirkelighed. Vores ærinde med vejledningen har været at redegøre for vores ”arbejdssyn” - primært til internt brug, da nogle medarbejdere og mange af vores fællesskaber længe har efterspurgt en vejledning til at kunne navigere i et vanskeligt og følsomt felt. Vores arbejdssyn på dette område er ikke nyt. Det nye er blot, at nu er det nedskrevet, og derfor kan blive genstand for offentlig debat og kritik.
Så kan man spørge: Kunne det være skrevet anderledes, mere skarpt, mere følsomt, mere nuanceret? Uden tvivl. Vi har fået mange positive reaktioner, men ud fra nogle af de kritiske reaktioner, er der bestemt noget, som taler for det. Vejledningen er i udgangspunktet et organisatorisk dokument og i den forbindelse også tænkt til at opmuntre til refleksion og drøftelse blandt vores lokale ledere. De lokale missionshuse kalder selv deres forkyndere, så intentionen er at klæde dem bedst muligt på til den opgave og det åndelige ansvar. Ligesom vi anviser en kurs på det tværkirkelige områder, gør vi det også i brugen af f.eks. præster i folkekirken. Vi vil gerne, at der udøves et sundt åndeligt skøn på evangelisk-luthersk grundlag. Derfor er der heller ikke tale om en kategorisk afvisning af eller reservation over for nogen bestemte personer, men et fokus på, hvad der fremmer luthersk vækkelseskristendom.
Nogle tænker at IM er NEJ-sigere, men det er ikke vores intention, så her kommer et par JA’er; Bifalder vi med vores vejledning karismatik ud fra Ny Testamente - JA. Ønsker vi at styrke enheden kristne imellem, som Jesus kalder os til - JA.
Indre Mission er en bevægelse, som fuldt ud er afhængig af Helligånden – sådan som det gælder for alt kristent arbejde og kirkens mission. Vi ønsker at fremme en sund og god luthersk Helligånds-teologi, hvor vi kan glæde os over, at Helligånden skaber troen, virker, taler, vejleder og udruster de mange levende kristne, som kommer i vores fællesskaber. At tro på Helligåndens virke i den troende og i menigheden er ikke noget en bestemt sammenhæng eller kirke har patent på.
Uden Helligånden og hans virke - uden karisma (nådens virkninger og gaver) ville troen hos den enkelte være død, og Indre Mission som bevægelse ville være død. Så vi afviser bestemt ikke karismatik i den forståelse, men anbefaler ikke den bestemte form for karismatik, som har sit udspring i en pentekostal kristendom.
I podcastens sidste del får Hans-Ole Bækgaard svaret på et spørgsmål om det karismatiske og lutherske, hvor det lyder som om, at han afviser al karismatik. Men det, han troede, han svarede på, var denne bestemte form for pentekostal karismatik. Det kan give anledning til misforståelse, og derfor er der også nu lagt en bemærkning i tekstbeskrivelsen til dette podcastafsnit i TABU-serien.
Når Jesus i Johannesevangeliet kapitel 17 taler om kirkens enhed, er en vigtig pointe, at vi ikke skal være ens eller enige, men ét. Det skal alle kristne stræbe efter og arbejde for, hvordan det kan udfolde sig. For det er vigtigt, og det ønsker vi også i IMs ledelse at tage ansvar for ud fra vores formål og grundlag. Det kan ske i de personlige møder, i panelsamtaler, til evangelisk alliances bedeuge, på ledelsesniveau osv.
Når det drejer sig om forkyndelsen (bredt forstået), så mener vi, det er vigtigt, at der er plads til vores forskelligheder og teologiske forskelle. Mon ikke enhver kirke og kristent fællesskab har rammer for, hvem man vil have til at forkynde hos sig, og hvilken teologi man ønsker, der præger ens fællesskab/menighed? Den ramme kan skæres forskelligt og kan debatteres, men i respekt for hinanden, for vores fællesskaber og forkyndere er det naturligt at være bevidst om dette. Samtidig kan forkyndere i vores sammenhæng frimodigt stå ved den teologi, de ønsker, uden at skulle fortie teologiske kernepunkter som f.eks. dåben, nadveren eller Bibelen som Guds ord. Vi anerkender, at nogle ikke vil tale luthersk vækkelseskristendom op, som vi gør, og af respekt for hinanden, er det også helt ok, at man ikke inviterer folk fra IM til at forkynde hos sig. Respekten må gensidigt gælde begge veje.
Så kære Simon m.fl. lad os mødes og drøfte disse ting. Der er noget væsentligt og vigtigt på spil.
På vegne af hovedbestyrelsen i Indre Mission
Tonny Dall Sørensen og Rasmus Kiilerich Breindahl
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
og få de seneste artikler direkte i din indbakke