For nylig har Indre Mission (IM) lavet et nyt dokument med vejledning om tværkirkeligt samarbejde. Dokumentet ledsages af et podcastafsnit med formand Hans-Ole Bækgaard samt en interviewartikel med generalsekretær Jens Medom Madsen i Impuls 2025 nr. 22, s. 6-8 (online kun for abonnenter), hvor dokumentet forklares og uddybes. Kort sagt afviser dokumentet tværkirkeligt forkyndelsesfællesskab, fordi man ønsker at fremme luthersk vækkelseskristendom.

Som nogle vil vide, er spørgsmålet om IM og tværkirkelighed en varm kartoffel. I interviewartiklen med Medom Madsen præsenteres dokumentet som et svar på en undersøgelse af IM’s omdømme, hvor en tredjedel svarede, at stærkere samarbejde med andre kirker og organisationer ville forbedre IM’s omdømme.

I løbet af de seneste cirka ti år er jeg selv stødt på spørgsmålet adskillige gange som deltager, forkynder og frivillig leder i IM’s arbejde, og jeg hører rigtig mange med en lignende tilknytning spørge til IM’s holdning og praksis på dette område. Ingen tvivl om, at tværkirkelighed er hot topic i IM.

Jeg hilser derfor også dokumentet velkommen, fordi det giver noget konkret at forholde sig til i dette spørgsmål. Når det er sagt, forholder jeg mig dog kritisk til flere ting i det. Det er ikke ment som en kritik af IM som bevægelse eller bevægelsens arbejde som sådan, men angår dokumentet og dets teologiske argumentation. Anliggendet med dette debatindlæg er at sætte ord på det og lægge kritikken frem til åben debat, og derfor er det også sendt direkte til IM’s ledelse.

Lad mig allerførst foregribe en indvending: Jeg er ikke ude på at negligere teologiske forskelle eller at kalde al teologi for lige god. Tværtimod er jeg helt med på Det Nye Testamentes formaninger om at vurdere teologisk lære, som vi f.eks. ser den i 1. Johannes’ Brev kap. 4, vers 1: “Tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud.” Det gælder i forhold til andre teologiske traditioner, men det må også gælde i forhold til min egen tradition. Og det er sidstnævnte, jeg har tænkt mig at gøre her.

For mig at se er der særligt to problemer ved IM’s vejledning, som angår synet på henholdsvis karismatik og kirkens enhed. Derfor kommer mit debatindlæg til at kredse om disse to emner.

Kan man være bibelsk uden at være karismatisk?

Allerførst en begrebsafklaring: I en teologisk sammenhæng handler karismatik ikke om, at man bedre kan lide rytmisk musik end orgelmusik, eller at man hellere vil synge lovsang stående med løftede hænder end siddende med armene over kors. Karismatisk teologi er grundlæggende en tro på, at Gud ved Helligånden bor i den kristne, og at det får konkrete udtryk i de kristnes liv med hinanden.

I en kristen sammenhæng har karismatik sit udspring i Bibelen selv. Det græske ord charisma bruges f.eks. 16 gange af Paulus. Det er tæt beslægtet med charis, ‘nåde’, og næsten alle steder oversættes det på dansk med ‘nådegave’.

Et centralt sted for at forstå bibelsk karismatik er 1. Korintherbrev kap. 12-14, hvor Paulus underviser menigheden i Korinth om charisma’erne og deres brug. Helligånden giver forskellige gaver: visdom, kundskab, helbredelse, profetisk tale, tungetale og tolkningen heraf, for blot at nævne nogle af dem.

Med sit berømte billede af menigheden som Kristus’ krop formaner Paulus til, at gaverne skal bruges til fælles gavn i menigheden i stedet for til at vise sig frem over for de andre som ‘særligt åndelig’. Selv om gaverne er forskellige og ser forskellige ud, kommer de alle fra den samme Ånd, og de er alle udtryk for, at Ånden arbejder i menigheden.

Menighedens brug af gaverne skal desuden gå ordentligt til, så fx profetisk tale bygger menigheden op (1 Kor 14,5), og så de, der taler i tunger, ikke taler i munden på hinanden (1 Kor 14,27). Paulus opsummerer selv sin praktiske vejledning kort og godt: “I skal stræbe efter at tale profetisk, og I må ikke hindre nogen i at tale i tunger. Men alt skal gå sømmeligt og ordentligt til” (1 Kor 14,39-40).

Midt i det hele finder vi ‘kærlighedens højsang’ i kap. 13, som altså ikke handler om romantisk kærlighed, men om, at kærligheden er større end nådegaverne, og at kærligheden derfor er den øverste norm for menighedens liv med hinanden, som nådegaverne også er underlagt. Man kan kalde det kærlighedskarismatik.

Tilbage til IM’s dokument. I dokumentet tager man afstand fra forkyndelse og evangelisation sammen med “frikirker og karismatiske sammenhænge” (s. 2), og man skriver desuden: “Den karismatiske bevægelse har sit udspring i en pentekostal kristendom (‘pinseteologi’), som vi grundlæggende forholder os til på lignende vis som til tværkirkelighed […]. IM’s tilgang til det karismatiske handler ikke om en holdning til en bestemt organisation, men til den vægtlægning af de karismatiske kendetegn i forkyndelse og teologi, som er i denne sammenhæng” (s. 3).

Her er jeg godt klar over, at man ikke kan sætte lighedstegn mellem Paulus’ karismatik og den karismatiske bevægelse, som omtales i vejledningen. Den karismatiske bevægelse er et kirkehistorisk fænomen fra det 20. århundrede, som ganske rigtigt har sit historiske ophav i den pentekostale bevægelse.

Men pentekostal teologi har ikke patent på karismatik som bibelsk begreb, så når IM i dokumentet i flæng tager afstand fra “den karismatiske bevægelse”, “det karismatiske” og “karismatiske kendetegn i forkyndelse og teologi”, bliver det svært som læser at forstå det som andet end en afvisning af karismatik i det hele taget – inklusive den karismatik, som findes hos Paulus.

Når IM afviser karismatisk forkyndelse og teologi, er det derfor problematisk på to fronter. For det første er det simpelthen en central del af Paulus’ teologi om menigheden, man afviser, hvis man de facto laver en principiel afvisning af karismatik. Grundlæggende set kan man ikke være bibelsk uden at være karismatisk.

Det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke kan være kritisk over for nogle forståelser af og udtryk for karismatik (det er netop det, Paulus er), men man kan ikke af den grund afvise karismatik som sådan. Det ville svare til, at man afviste ‘evangelisk-luthersk teologi’ eller ‘luthersk vækkelseskristendom’, fordi disse begreber bruges på måder, som man ikke kan stå inde for.

Det er selvsagt en dårlig taktik, og da heller ikke en taktik, som IM ellers bruger. I dokumentet fremhæver man nemlig, at man ønsker at fremme luthersk vækkelseskristendom, men der findes vel også usunde former for luthersk vækkelseskristendom, som man ikke ønsker at fremme? Altså: at være bibelsk er at være karismatisk, og hvis IM har et problem med visse former for karismatik, må man præcisere den kritik. At afvise karismatik som sådan er ganske enkelt uholdbart og ubibelsk.

For det andet er det paradoksalt, at man i dokumentet på den ene side afviser karismatik og på den anden side taler positivt om en luthersk vækkelseskristendom, som “er kendetegnet ved at lægge vægt på [bl.a.] vidnesbyrd og troserfaring” (s. 3). Jeg har svært ved at se, hvordan “vidnesbyrd og troserfaring” kan forstås som andet end former for karismatik.

Karismatik er i praksis en integreret del af kulturen mange steder i IM, hvilket man altså også vedkender sig her uden at kalde det karismatik. Til de, særligt blandt ældre, så populære vidnemøder vil mange kunne berette om oplevelsen af, at ‘mit hjerte begyndte at banke’ eller ‘stolen blev varm under mig’ som udtryk for, at man følte sig tilskyndet til at dele et vidnesbyrd – altså: at man blev tilskyndet af Ånden. Det er karismatisk teologi i pietistisk sprogdragt. Noget lignende kan siges om mange unges oplevelse af, at ‘der sker noget i rummet’ i forbindelse med lovsang, og det er ikke mærkeligt, for selvfølgelig virker Ånden også dér.

Hvis man i IM reelt ville afvise karismatik, måtte man også lukke arrangementer som Event, Å-festival, ECHO, Syng den igen og utallige bibelcampings og desuden forbyde frit vidnesbyrd. Det er nok de færreste, der ville bifalde den løsning. I stedet kunne man prøve at tage det alvorligt, at der allerede findes masser af karismatisk praksis i IM, så man kunne udvikle et sundere og mere nuanceret (og mere bibelsk) syn på “karismatiske kendetegn i teologi og forkyndelse”, som ikke efterlader folk med et indtryk af, at karismatik som sådan er farligt.

Kirkens enhed

Så vidt spørgsmålet om karismatik. Det andet begreb, jeg vil forholde mig til, er kirkens enhed og IM’s vejledning om tværkirkelighed i relation hertil. Og lad mig bare starte med at sige, at jeg godt er klar over, at det er et svært spørgsmål.

Nogle teologiske uenigheder stikker så dybt, at et tværkirkeligt samarbejde er vanskeligt, hvis ikke ligefrem umuligt, på en række områder. Det vil jeg gerne anerkende, og jeg har respekt for, at spørgsmålet er vanskeligere at navigere i, når man sidder med et organisatorisk ansvar, end når man forholder sig mere principielt til det, som jeg gør her. Til gengæld vil jeg også gerne sætte spørgsmålstegn ved, om en kategorisk afvisning af tværkirkeligt forkyndelsesfællesskab er den rette måde at navigere i spørgsmålet på.

Det Nye Testamente rummer en lang række udsagn om, at kirken er én. Det er både en konstatering og en formaning. Her vil jeg lave et enkelt nedslag, nemlig Johannesevangeliet kap. 17, som er Jesus’ bøn for sine disciple lige inden hans tilfangetagelse. Han beder både for de tolv apostle og for alle os, som siden er kommet til tro på grund af deres vidnesbyrd, “at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.” (Joh 17,20-23).

Jesus beder om, at de kristne må være ét, og det er altså ikke en hvilken som helst enhed, der er tale om her: Han inddrager de troende i enheden mellem Faderen og Sønnen, så selve den guddommelige enhed bliver både model for og kilde til kirkens enhed. Og enheden har et klart formål, nemlig at verden skal komme til tro på Jesus. Det er altså en enhed, som er et vidnesbyrd for verden, og derfor må der nødvendigvis i en eller anden forstand også være tale om en synlig enhed.

Nu kan vi ikke uden videre drage direkte paralleller til vores tid, hvor kirken er større, mere broget og mere kompleks end for et par årtusinder siden. Og jeg vil heller ikke sige, at Jesus’ bøn direkte kan overføres på spørgsmålet om tværkirkelighed i dag. Det, jeg gerne vil sige, er: jeg kan ikke læse Bibelen uden at høre en klar formaning til enhed. Det springer ud af Det Nye Testamentes sider, at kristne er kaldet til at stræbe efter konkret, synlig enhed med hinanden. Det gælder internt i menigheder, som er den primære kontekst for f.eks. Paulus’ breve, men det gælder altså også for hele kirken på tværs af menigheder.

Denne vision har været udfordret lige fra starten, hvor splittelser truede kirken, inden den overhovedet var begyndt – det er ikke skjult i Det Nye Testamente. Men formaningen til og visionen om enhed består, og når virkeligheden ikke altid afspejler det, må vi begræde det, bekende det som synd og arbejde for at ændre det.

Når jeg bringer spørgsmålet om kirkens enhed op her, er det, fordi jeg ser et spændingsforhold mellem Det Nye Testamentes formaning til og vision om enhed på den ene side og IM’s vejledning om tværkirkeligt samarbejde på den anden side.

IM har en åbenhed for at samarbejde med andre konfessioner end den lutherske på lederniveau, når det handler om “organisation, ledelse og kommunikation”, og “hvor det skønnes relevant og meningsgivende” (s. 2). Det tværkirkelige fællesskab om forkyndelse og evangelisation fraråder man dog, men skriver så: “Vi kan bede sammen og glædes over den enhed, vi ejer i Kristus, og som en dag skal træde synligt frem” (s. 2).

Man afviser altså ikke enhver form for fællesskab på tværs af konfessioner – heldigvis, for så ville problemerne være endnu mere åbenlyse – men sætter altså grænsen ved organisatorisk samarbejde på lederniveau og fællesskab i bøn.

I interviewet med Medom Madsen præciseres det, at afvisningen af tværkirkeligt forkyndelsesfællesskab også gælder lovsangsaftener, deling af vidnesbyrd og diakonalt arbejde med følgende begrundelse: “Der er jo rigtig meget forkyndelse i de sange, vi synger, og i de vidnesbyrd, der fortælles fra scenen. Og der er også forkyndelse i diakonalt arbejde – det er jo det, der adskiller det fra almindeligt socialt arbejde. Så der er heller ingen lette svar på de spørgsmål” (s. 8).

Der gives ingen argumenter for, at grænsen sættes her. I dokumentet begrundes det med et ønske om “at fastholde vores identitet som en evangelisk-luthersk vækkelsesbevægelse”, men det tydeliggøres på ingen måde, hvorfor dette ønske er i konflikt med enhver form for tværkirkeligt forkyndelsesfællesskab.

Man præciserer heller ikke, hvorfor der tilsyneladende ikke er forkyndelse i de bønner, vi beder, hvorfor tværkirkeligt bønsfællesskab er fint, mens der er så meget forkyndelse i sange, vidnesbyrd og diakoni, at man afviser tværkirkeligt fællesskab om det. Jeg har i det hele taget rigtig svært ved at se gode argumenter – og i særdeleshed gode teologiske argumenter – for, at man kategorisk afviser tværkirkeligt forkyndelsesfællesskab.

Til gengæld kan jeg se adskillige gode argumenter for i en række situationer at have tværkirkeligt forkyndelsesfællesskab, hvoraf det vigtigste er den bibelske formaning til enhed, som jeg har præsenteret ovenfor. For blot at opremse nogle få andre argumenter kan jeg nævne; styrkelse af egen identitet i mødet med andre traditioner; åben og kvalificeret samtale om teologiske forskelle og nuancer i stedet for at henvise den til privatsfæren og YouTube; samt bevidsthed om mangfoldigheden i Guds kirke og ydmyghed over for det faktum, at min egen tradition nok ikke har fanget hele sandheden.

I IM’s vejledning lader det til, at man går til tværkirkelighed ud fra spørgsmålet: ‘Hvor meget samarbejde kan vi gå med til?’ – underforstået: Udgangspunktet er, at vi slet ikke kan have fællesskab. Jeg synes, at Det Nye Testamentes enhedsvision lægger op til den modsatte tilgang: Udgangspunktet er, at vi burde have fællesskab om alt, fordi vi er ét i Kristus – ikke bare “hvor det skønnes relevant og meningsgivende”. Og når vi så er uenige, må vi stræbe efter at spørge: ‘Hvor lidt samarbejde kan vores uenigheder koste?’

Jeg mener ikke, at man teologisk kan forsvare at stræbe efter mindre, og jeg synes, at man skylder at argumentere grundigere for en vejledning, der forholder sig så restriktivt til tværkirkeligt samarbejde, og som i praksis berøver folk muligheden for at have formelt fællesskab med andre konfessioner om andet end bøn. Og hvis den manglende argumentation skyldes, at der er tale om en organisationspolitisk og strategisk beslutning snarere end en teologisk, bør det fremgå tydeligt i et dokument, som i det øvrige er båret af en teologisk diskurs.

Hvad er der på spil?

Så vidt mine to primære kritikpunkter af IM’s vejledning om tværkirkeligt samarbejde. Som afslutning vil jeg gerne bringe mig selv lidt mere i spil: Hvorfor blander jeg mig overhovedet i den her debat? Hvad har jeg på spil?

Som nævnt i indledningen har jeg mine rødder i IM. På forskellig vis har jeg været en del af bevægelsens arbejde hele mit liv, og jeg har fået utrolig meget godt med mig fra det arbejde. Jeg er dybt taknemmelig for det stærke kristne fællesskab og den livgivende forkyndelse, teologiske dannelse og glæde over Bibelen, som jeg har mødt der, og som har været afgørende for, hvor jeg er i dag.

Jeg ser også en fremtid for mig, hvor IM på den ene eller anden måde er en del af mit liv og mit arbejde, og hvor mine børn kan få alle de samme gode ting med fra bevægelsen, som jeg selv har fået. Der sker så utrolig meget godt i IM, og det vil jeg gerne være en del af. Jeg tænker – og ønsker fortsat at tænke – om IM som et sted, hvor jeg har hjemme.

Samtidig har jeg for tiden min gang i Aarhus Valgmenighed, som er tilknyttet DanskOase. Her har jeg mødt en karismatik, som i høj grad ligner den, jeg i praksis kender fra IM, men jeg har oplevet en mistænkeliggørelse, hvis Oase og karismatik nævnes i IM-sammenhænge. Den oplevelse bekræftes kun af IM’s dokument om tværkirkelighed.

Jeg har også gennem bl.a. Lausanne-bevægelsen mødt en berigende og trosstyrkende tværkirkelighed og har dér hørt stærk, opbyggelig forkyndelse fra folk, som ganske vist ikke var lutherske, men som ikke af den grund var dårligere til at udlægge Bibelen. Den oplevelse under jeg alle kristne at få, men det strider altså mod IM’s vejledning på området.

Jeg ved, at jeg langt fra er den eneste, der står et lignende sted i forhold til IM, og at jeg derfor ikke kun taler på egne vegne, selv om jeg selvfølgelig ikke kan tage andre til indtægt for det, jeg har skrevet her.

Rigtig mange, som har rødder i IM og/eller ønsker et positivt forhold til IM, forholder sig samtidig kritisk til IM’s praksis om tværkirkelighed. Med det nye dokument bliver denne konflikt bragt frem til overfladen, og jeg frygter, at jeg og andre dermed kan blive tvunget til at vælge mellem IM og den karismatik og tværkirkelighed, som for mig at se er et centralt og fundamentalt bibelsk anliggende. Det er dét, der er på spil i dette spørgsmål.

Hvad er det så, jeg drømmer om? Jeg drømmer om, at et tilvalg af karismatik og tværkirkelighed ikke behøver at være et fravalg af IM. Jeg drømmer om, at IM vil tage ansvar for at fremme sund, bibelsk karismatik og tværkirkelighed som en naturlig del af en luthersk vækkelseskristendom med vægt på Bibelen. Og om ikke andet drømmer jeg om, at folk med tilknytning til IM må vide, at IM’s vejledning ikke er den eneste teologisk legitime måde at forholde sig til spørgsmålet på.