Vores tid kalder på Kaj Munk
Kan vi tale åndelig oprustning uden at betænke modstandsbevægelsens åndelige leder?
Lyset i salen slukkede, og pludselig var der kun skuespillernes stemmer. Som ung sad jeg til opførelsen af Ordet, min første teateroplevelse af Kaj Munk. Siden har jeg ikke kunnet slippe ham. Han har ligget i baggrunden og dukker stadig op til overfladen som en inspiration eller forstyrrelse. Som han sagde om sig selv: man ved aldrig, hvor man har mig. Som med mange i min generation var mit kendskab til Kaj Munk begrænset til hans skæbne som nazisternes drabsoffer. Senere opdagede jeg, at hans indflydelse som Nordens dramatiker i det 20. århundrede var uden sidestykke. Over en periode på 25 år opførtes Munks skuespil knap 5.000 gange. Han skrev 40 skuespil, udgav over 600 artikler og skrev knap 20 bøger. Som med Kierkegaard og Grundtvig overgår omfanget af deres litterære produktion vores fatteevne. Sådan er det med de store ånder.
Både som præst og som digter insisterede han på at tale ind i sin samtid. En periode, der rimer på vores nutid, kendetegnet af krig og politisk ustabilitet. En tid, hvor politikere efterlyser åndelig oprustning. Hvad er det? Har vi brug for det? I så fald hvordan? Det er godt 80 år siden, at Munk mistede livet. Dog er det som om, hans tid er kommet tættere på min egen end nogensinde før.
Digter eller præst?
Med teologisk embedseksamen i sigte søgte Munk i 1923 præsteembede i Vedersø. Han havde fra sin ungdom kæmpet mellem kaldet som digter og kaldet som præst. Et par år efter indtraf en afgørende tragedie, der rystede ham og hele sognet. En landmandskone fødte en søn, men forblødte i barselssengen og efterlod sig mand og tre børn. Munk var ugift og alene i sin præstegård. Han skrev et gribende brev til sin mor.
“..Og nu sidder jeg her, og det værker i mit Hovede, og jeg er ligefrem syg, for i Morgen er det saa frygtelig travl en Dag for mig. Og jeg ved ikke, om det er noget, der virkelig er sket, eller det bare er et Mareridt, en forfærdelig Drøm. Men jeg synes næsten ikke, jeg kan tænke mig, at der sker saadan noget i Livet – at Livet virkelig er saadan – ja, det staar hen i en Taage for mig, det hele er mig saa ufatteligt og uvirkeligt. ...”
Denne tragedie forløste Munk som digter. På få dage skrev han Ordet, som blev hans mest kendte skuespil. I Ordet sammenvæves de temaer, han aldrig siden slipper: kærligheden, kvinden, barnet og underet. Munk var en moderne kristen mystiker, hvor prædiken og drama ikke kunne adskilles.
Sådan læser jeg ham.
30’erne og fascismen
Med Første Verdenskrigs ophør var de geopolitiske trusler ude af syne for Danmark. Tyskland var pacificeret af Versaillestraktaten og Sovjetunionen var svagt militært og ustabilt. I 30’erne ændredes situationen med Stalins magtovertagelse i Sovjetunionen og Hitlers i Tyskland. Danmark fik to aggressive ikke-demokratiske stormagter som naboer, og hverken England eller Frankrig viste vilje til at forhindre udviklingen. I sådan et geopolitisk klima fremstod flere demokratiske lande svage, og mange længtes efter en stærk mand. På sin store rejse til Jerusalem kom Munk igennem Tyskland og Italien og blev begejstret for den forandring nazismen og fascismen bragte. Samtidig var der en skepsis hos ham over for alle politiske systemer, og i en tale fra 1935 forklarer han, hvordan de kommer til kort. Først kommunismen, som han mente blot var endt med en ny zar, nemlig Stalin. For det andet de lande, der havde som mål at bekæmpe kommunismen og støttede Mussolini og Hitler. Til sidst liberalismen, med parlamentarismen, som han mente kun fungerede i England, hvorimod den i “alle andre lande endte med at snakke sig ihjel”. I sin tale peger Munk på Gudsforholdet som det eneste, der i sidste ende kan redde verden.
“Vi må søge efter de åndelige værdier. Dem er der nok af - og de er ligeligt fordelt til os alle. Gud kræver omvendelse og et liv til velsignelse for andre i den verden, han har sat dig i. Et omvendt menneske er et kæmpende menneske. Er tidens fylde midt i Jerntidens Ånd, at få verden i tale, da bliver der atter mulighed for en guldalder. Det sker, når vi går i pagt med ham, lige så vel som det er bundløst umuligt, om dette ikke sker.”
Allerede fra 1920’erne var Munks længsel efter den kristne hero blevet tydelig. I sin bispeeksamen skrev han:
“Det er ikke længe siden Mynster, Grundtvig og Kierkegaard døde. Nu er der brug for dem igen. Forstår Folkekirken med dens bestaltede æltemestre ikke dette, så må Herren sparke en sådan udklækningsanstalt for forkerthed over ende og atter oprejse mænd, der er villige til at svede, til at lide, til at dø”.
Når Munk som nationalkonservativ forbandt kristendom og danskhed, var det netop fordi fædrelandskærligheden havde brug for kristendommen - ikke omvendt. Som det lyder i en prædiken:
”En Nationalisme uden Kristendom fordømmer vi som et Onde...Kristus har lært os det store: med alle Evner og Kræfter at gaa imod det onde uden at hade”.
Med nationalismens genkomst i Europa har vi brug for denne advarsel fra Munk.
Opgøret og den magtesløse tro
I sidste halvdel af 30’erne vokser Munks skepsis og opgør med fascismen. I 1938 udkom skuespillet Han sidder ved smeltediglen, hvori han gør op med nazismen. Stykket handler om en tysk videnskabsmand, Professor Mensch, der finder nogle gamle potteskår, der beviser, at Jesus var jøde. Nazisterne vil imidlertid ikke anerkende sandheden. Det ender med, at videnskabsmanden bliver udvist af Tyskland. Allerede året efter forbød justitsminister Steinecke opførelsen af skuespillet, da man nødigt ville provokere Tyskland. Munks inspiration til opgøret tog afsæt i en rejse til Berlin, hvor han blev forfærdet over behandlingen af jøderne. I et interview udtalte han:
“Ved De, at der et folk i Tyskland, som med blod, skrig og tårer må betale for hvert nyt trin, det tredje rige stiger opad i storhed og beundringsværdig kraft?”.
Efter en oplæsning af Han sidder ved smeltediglen klappede publikum, men som Munk sagde, håbede han ikke, de ville nøjes med at klappe. Skuespillet var en opfordring til at handle mod jødeforfølgelsen og nazismen. Sandheden var ved at gå op for Munk, og efter en opførelse sagde han:
”Når en fører med usædvanlige evner, forfører sit folks millioner til at tro på den onde, så kan det kun ende med et forfærdeligt helvede”.
Munk, der med sin kristne heroisme tidligere havde sat sit håb til den stærke mand, fandt ligeledes kristendommen inspirationen til opgøret. Det viser sig i flere af skuespillene, hvor kærlighedens magt netop træder frem gennem den magtesløse; professoren, der står op mod Hitler. Barnet, der tror på underet i Ordet. Maria, der med Jesusbarnet sejrer over Herodes i En idealist.
Fortvivlelse og modstand
Ved Danmarks besættelse 9. april 1940 blev Munk dybt fortvivlet over den manglende modstand, hvormed man mødte besættelsesmagten. Munk blev aldrig demokrat i parlamentarisk forstand, men forsvarede frihedsrettighederne, åndsfriheden, trosfriheden og ytringsfriheden. Han forsvarede sine præstekolleger, kvinden, den svage og den ufødte. Han var fortvivlet over politikernes passivitet, hvormed de netop svigtede den svageste. Munk holdt under krigen et utal af foredrag og skuespiloplæsninger, der opfordrede til samling og modstand mod nazisterne. Det fik Elsebeth Kieler til at skrive til Munk og spørge om, hvordan man kunne overholde det femte bud, hvis man gik til væbnet modstand. Munks svar lød:
“Brænd al den litteratur — den er så ligegyldig i øjeblikket eller en klods om benet — og lær at bruge et maskingevær. Det er Kristi mening, at man skal hjælpe enker og faderløse, og det kan man blandt andet ved at skyde røvere, som vil overfalde dem. Derimod er det ikke kristendom at lade andre tage forsvarskamp og kval på sig og selv sidde og gå op i nirvana. Det er opium og lastefuldhed. Bliv nu et kristent menneske og lær at slå ihjel i Jesu navn.”
Man måtte ikke hindre nogen i at kæmpe mod tyranniet. Men som så ofte hos Munk er paradokset til stede, for han greb ikke selv til våben, men kæmpede ved ordet alene. Overfor krigens dilemma kan jeg spejle mig i Munks paradoks. Jeg er i samvittigheden forpligtet på min næste og kan ikke ophæve spændet i fordringens dobbelthed: Du må ikke slå ihjel! Du skal forsvare den svage!
Vandene skilles
På Askov Højskole stod i 1942 to præster over for hinanden. Den ene, Hal Koch, talte om tålmodighed og demokratisk dannelse. Den anden, Kaj Munk, bankede med næven og talte om svaghed forklædt som klogskab. Tilhørerne vidste, at det var mere end en debat – det var et sammenstød mellem to veje for et land i knæ. Debatten om samfundets åndelige modstandskraft, som er genopstået i vores tid, var højaktuel. Professor Hal Koch, der var initiativtager til Dansk Ungdomssamvirke (senere DUF), bakkede sammen med de fleste i højskolebevægelsen op om den eftergivende politik overfor tyskerne. Koch mente, at man skulle arbejde for at bevare en demokratisk dannelse og kultur i Danmark, som kunne overleve mange års forventet tysk herredømme. Munk tog afstand fra Koch, hvis tilgang han fandt holdningsløs. K.E. Løgstrup fulgte trop, kritiserede Koch og skrev:
“eftergivenhed har følger indadtil og æder bort af den tillid, som landsmænd må have til hinanden”.
Det blev for meget for Koch, som udgav skriftet Vandene skilles, hvor han tog afstand fra modstandsbevægelsen og sabotagen. Kochs skrivelse udkom 28. august 1943, dagen før samarbejdspolitikken brød sammen, da regeringen ikke længere kunne imødekomme tyskernes krav. Det naive i Kochs forhold til besættelsen blev afsløret af de politiske realiteter. Måske var det medvirkende til, at Koch havde svært ved, at Munk senere blev mindet som modstandsbevægelsens åndelige leder. Få måneder efter befrielsen hævdede han, at Kaj Munk under besættelsen havde hyldet Hitler og nazismen. Munk, der døde året før, kunne ikke forsvare sig. Den myte er desværre blevet gentaget ukritisk af kulturradikale historikere, selvom Munk begyndte sit opgør med nazismen længe før besættelsen.
Kirkens udsæd
Det var en rasende Hitler, der ved nytårstide 1943 havde kaldt den danske nazitop til møde i Ulveskansen. Efter en overhaling befalede Hitler dem at igangsætte nådesløs terror som hævn over modstandsbevægelsen. På trods af forbud var det blevet arrangeret, at Munk kunne prædike i Domkirken anden søndag i advent. Man lod det sive mundtligt, at Munk skulle prædike, og kirken var stopfyldt, da Munk prædikede over lignelsen om de 10 brudepiger, der alle faldt i søvn. Munks prædiken blev efterfølgende spredt illegalt rundt i hele landet.
“...For det er jo Sandheden om os. Og den gælder lige fra Paven til Sognepræsten i Vedersø: Vi er faldet i Søvn, fordi det har trukket ud med Herrens Genkomst; det vil paa jævnt Dansk sige, at Kristus er ikke levende nok for os, og det, vi forkynder, er Forkyndelse i Stedet for Virkelighed...Naar Kirken har staaet saa forholdsvis svag mellem de fremstormende ny Religioner, saa skyldes det ikke Kirkens Herre, der evig er den samme; men det skyldes os, Kirken selv, der har mistet sit næstdyrebareste Klenodie. Det dyre- bareste det er Kristus selv; men det næstdyrebareste det er Martyrsindet, de Kristnes Martyrsind — ikke at de vilde være Helte og var bidt af den Ærgerrighed, ikke at de var sjælesyge og fandt Fornøjelse i Selvpinsel, men at de elskede Kristus saadan, at intet Offer til ham var dem for stort. Med dette Martyrsind overvandt vi engang Verden, og uden det vil Verden overvinde os. Romerne troede, at blot man slog dem ihjel, saa var de døde. Men de Kristnes Blod var en Udsæd.”
Samme dag blev Munk sat på Gestapos dødsliste over personer, der kunne skydes som “sonofre” for sabotageaktioner, og med Hitlers befaling blev det uomgængeligt.
Ordet og livet
Nytårsdag 1944 prædikede Munk sidste gang i Vedersø Kirke.
“I undrer jer over, at jeg staar her ved Siden af Juletræet neden for Prædikestolen...Men da jeg i Gaar forberedte mig for Guds Ansigt til denne Gudstjeneste, fik jeg det saadan, at jeg vidste, jeg ikke kunde gaa paa Prækestol eller for Alteret i Dag. En dyb Sorg og Smerte har opfyldt mit Sind. I den senere Tid er der begyndt at gaa Skred i det gode nationale Sammenhold i vort Sogn. Folk, der ikke har det behov, gaar i Tyskernes Tjeneste. Dette maa i Sandhedens Navn paatales i denne Kirke, der er bygget for at være Sandhedens Tempel. Nogle mener, at slig Tale har ikke hjemme i Guds Hus. Det er forkert. Naar Mennesker synder i Sognet, har Sognet sit Guds-Hus for der at faa paatalt det. Guds Ord holder sig ikke inden for visse Skranker. Det har at gøre med hele vort Liv i alle Forhold.......Jeg staar ikke her for at prædike Had mod nogen. Det er mig plat umuligt. Ikke engang Adolf Hitler hader jeg. Jeg ved, hvad Rædsel og Elendighed Verden er kastet ud i; jeg ved, hvad Forsmædelse mit eget Land har maattet opleve. Jeg ved, at jeg nu i Maaneder ikke har lagt mig til Ro nogen Aften uden at tænke: “Kommer de efter dig i Nat?” Og den Tanke er ikke morsom for en, der elsker Livet, har nok at gøre i sin Gerning og er glad for sin Kone og sine Børn. Og dog kan jeg ikke hade. For Mennesker er saa mange Slags og besættes af alle Slags Aander, og Frelseren har lært os Bønnen: Forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre”.
Det blev hans sidste prædiken. Så sent som 3. januar blev han opfordret til at flygte til Sverige, men sagde nej. Den 4. januar kom fire mænd og tog ham med. Hans sidste ord til Lise var: Stol på Gud! Næste morgen blev han fundet skuddræbt vest for Silkeborg.
Kampen og kaldet
Munk efterlod os ikke blot sit eksempel, men også et stort forfatterskab, herunder sin selvbiografi Foråret så sagte kommer fra 1942. Her indleder han med ordene:
“Egentlig skal erindringer ikke skrives før man er 80. Dels kan man ikke længere huske noget. Og dels er de døde, der ellers ville blive vrede. På begge måder er man altså friere stillet..”.
Munk fortsætter:
“Når jeg nu mod alle planer og fortsætter har skrevet mine, er grunden følgende:......... hullet udfyldes ved lejlighed, min læsere”.
Sådan er Munk. Drillende. Overraskende og umuligt at få hold på. Vi må selv udfylde hullerne. Kæmpe med tilværelsens modsætninger. Kæmpe videre med spørgsmålene. At møde Kaj Munk som præst og dramatiker er at blive kaldt på. Det oplevede jeg første gang på teatret for mange år siden. Munk kalder.
Gennem årene, der er gået, og de udfordringer, vi står med, er vi ankommet i en tid, der også kalder på en Kaj Munk.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
og få de seneste artikler direkte i din indbakke