I gentagelsen øver jeg mig
Hvad kompost, kloster og sjette bind af Solvej Balles syvbindsværk ’Om udregning af rumfang’ kan lære os om vores syn på verden og Guds spirende nåde.
I slutningen af juli brugte jeg en formiddag med en kompostbunke. Kompostbunken bestod af haveaffald og affald fra frugt og grønt, og efter at have ligget i omkring et år var det meste af affaldet blevet til muld.
Jeg havde fået til opgave at filtrere mulden igennem en slags si, så de dele af komposten, der ikke var blevet til muld, kunne sorteres fra. Hertil kom en masse små stykker plastik, som havde forvildet sig ind i kompostbunken. Også de blev sorteret fra med hånden. Småsten, ferskensten og grene brugte vi til at reparere huller i vejen. Mulden hældte vi på sække, så den gode næringsrige jord kunne bruges til næste års dyrkning.
Det var overraskende hårdt arbejde at filtrere komposten på trods af, at jeg egentlig betragter mig selv som relativt stærk. Denne dag mærkede jeg dog, hvordan min krop mest af alt bare er en klassisk dansk kontorkrop. Men jeg elskede det. Skovl jord op i min si, ryst sien, fjern plastik, tøm sien for sten, gentag. Gentag ind til frokost, hvor arbejdet er forbi.
Anledningen til mit korte komposteventyr var, at jeg med en god håndfuld danskere var taget til et økumenisk kloster i Norditalien. Sammen med andre unge voksne fra Europa skulle vi bruge en uge på at få en lille smag af, hvad et klosterliv indebærer. Vi fulgte en klosterrytme med tidebønner, arbejde, stilhed, fordybelse og hvile. Og gentagelsen stod frem for mig igen. I tidebønnen, i arbejdet, i fællesskabet. Bed, arbejd, bed, fordyb dig, bed, hvil – gentag.
I klosteret fik jeg lov til at mærke, hvordan gentagelsen gjorde noget godt for mig. Den gjorde mig opmærksom. På verden og på de mennesker, som er omkring mig. På mig selv og på min krop, som nogle gange syntes, at gentagelsen var lige lovlig hård. Og med gentagelsen fik jeg lov til at øve mig – både i at følge med i tidebøn på et sprog, jeg overhovedet ikke forstår, men også i at filtrere kompost.
Og denne oplevelse sidder i mig nu, hvor det sjette bind af Solvej Balles Om udregning af rumfang endelig (!!) er udkommet. For de uindviede er Om udregning af rumfang et syvbindsværk, der handler om en fransk kvinde ved navn Tara Selter, der på mystisk vis bliver fanget i dagen den 18. november.
Tiden er standset for Tara, og alt omkring hende gentager sig, imens hendes eget liv fortsætter. Det giver hende mulighed for at undersøge gentagelsen og på forskellig vis udfordre den som et grundvilkår i hendes liv den 18. november. De brud på tilværelsen, som Tara oplever, er derfor i udgangspunktet skabt af hende selv – når hun rejser et andet sted hen, eller gør noget anderledes påvirker hun den verden, som ellers er blevet til én stor gentagelse.
I det sjette bind er Tara imidlertid hverken optaget af at påvirke gentagelsen i den 18. eller i at indsamle og registrere viden om det grundvilkår, at hun gennemlever den samme dag igen og igen. Ej heller er tanken om at slippe ud af den 18. november og over i den 19. november noget, som har sit tag i Tara i denne bog, hvor hun er rejst lidt uden for Napoli med gamle Selters frøsamlinger.
Her har flere andre (spoiler, der er andre, som er fanget i den 18.) samlet sig. Hun flytter i drivhuse for at bo med og dyrke grøntsager sammen med nogle af dem. En gruppe har nemlig opdaget, at der på denne plet findes perfekte vejrforhold til at dyrke grøntsager (sol meget af dagen, lidt regn om aftenen). Og det er nødvendigt at dyrke grøntsager, for selvom dagen gentager sig, oplever menneskene i den 18., at supermarkedernes hylder tømmes, når de bliver for længe på et sted.
”Jeg ved ikke, hvorfor jeg bemærker så mange ting, der har med grøntsagsdyrkning at gøre” – skriver Tara i sin noter – ”Måske, fordi det er det eneste, jeg har tilbage fra mit liv før den attende. Men det er også vores sidste chance for at overleve uden at lægge verden øde.” - s. 50
Så Tara og de andre dyrker grøntsager i drivhusene. De forfiner deres teknikker, lærer dagen at kende og udnytter de ressourcer, de har, på bedst mulig vis. De oplever, at noget kan vokse og gro midt i gentagelsen, men også at fællesskabet er en vigtig faktor i, at grøntsagerne spirer. Hvilket altså fører til, at Tara og de andre ikke bare passer drivhusene, men sover og lever i dem.
Og komposten, som de passer med stor omhu, menes at være med til at gøre grøntsagsdyrkningen mulig, fordi der i omdannelsen af planterester til kompost gemmer sig en indlejret tid, som giver grøntsager mulighed for at gro midt i det tidsløse. Tara og de andre beboere gør sig umage og gentager deres anstrengelser i den dag, som gentager sig selv igen og igen. Fordi de oplever, at selv i den meningsløse 18. november kan noget vokse frem i gentagelsen.
”Vi udveksler. Vi former potter af gammelt papir med Selters pottepresse, vi blander jord og vander, og planterne gror. Det er regnen og solen, der får det til at lykkes, men det er også vores tid. Vi morer os over teorien med tidsatomerne, når Peter eller Norman Enser nævner den, men vi ved godt, at tiden er en faktor, når alting smuldrer og forsvinder i jorden og kommer op igen, når vi har sået frø og vores frø er spiret og har fundet, hvad de ønsker sig." s. 77
Taras gentagelse er ikke selvvalgt, som min korte oplevelse på klosteret var det. Og selv på et kloster, hvor dagene er præget af gentagelse, er dagen trods alt ikke den samme. Men jeg oplevede alligevel, at dette tilvalg af gentagelsen gødede mig og gjorde mig opmærksom. Imens jeg stod med hænderne i komposten. Imens jeg haltede efter i den italienske tidebøn. Imens jeg oplevede, hvordan kommunitetet levede i lydighed mod Gud, mod fællesskabet og imod sig selv.
”Vi kender dagen, det er det, vi selv har med, vi skal kende,” (side 85) skriver Tara om den standsede dag. Måske er det også det, der gør sig gældende for os – at gentagelsen også kan give os mulighed for at standse op og lære os selv at kende – i relation til Gud og i relation til verden. Det svære er ikke gentagelsen i sig selv, den er simpel. Det, som gentagelsen gør ved os, er straks sværere at gribe om.
Klosteret gav mig en lille smag af, hvad gentagelsen kan betyde for en kristen praksis. I det store og det små. I bønnen og i arbejdet. At lige midt i gentagelsen kan noget nyt vokse frem i mit eget liv. Gentagelsen bliver komposten, det gamle kraftstof, som igen og igen gøder mit liv og min praksis. Og måske jeg ikke opdager det med det samme. Måske jeg aldrig opdager det. Men gentagelsen kan være med til at skabe det rum, hvor lydigheden kan vokse. Hvor jeg kan se verden lidt klarere, fordi jeg ikke forventer en konstant udvikling.
For Tara betyder gentagelsen, at hun rent faktisk lægger mærke til den stille verden omkring hende:
”Det er ikke dårlige dage, men det er dage uden løfter. Det er blide savnedage, længselsmorgener, håbeaftener. Det er spiredage og plantetimer. Det er uglenætter og tankemorgener og sagte drivhuslyde. Det er en stille rumlen fra komposten. Eller det er planternes vækst, jeg kan mærke: en bevægelse så stille, at det ikke er en lyd. Flytning af partikler. Hvorfor skulle man ikke kunne mærke det?" - s. 79-80
Gentagelsen i kristen praksis er ikke bare en gentagelse af noget for mig selv, det er også at skrive sig ind i en lang tradition, som tilsyneladende er noget anderledes end min egen hverdag. Tempoet er anderledes, ordene er anderledes, og jeg nærmer mig noget, som jeg ikke kan forstå med min fornuft.
Men det er også som om, at jeg i gentagelsen øver mig på at være til stede i den virkelighed, jeg har fået givet. Ikke for at realisere mig selv eller sprænge grænserne for, hvad jeg kan udrette i et menneskeliv, men hvor jeg kan være opmærksom på alt det, der er omkring mig, og som kalder på min opmærksomhed, hvis jeg ellers lytter efter.
Tara Selter har en refleksion, som jeg allerede har berørt: At menneskene i den 18. november risikerer at tømme verden, hvis de ikke tænker sig om med deres forbrug. Derfor øver hun og de andre sig på at gøre deres aftryk i verden mindre.
Hvad vil det sige for mig at gøre mit aftryk i verden mindre? En oplagt læsning er naturligvis mit klimaaftryk, som jeg forsøger at gøre mindre ved at tage toget, sortere mit affald osv.
Men Taras ord sætter noget andet på spil for mig. Det bliver en modvægt til det generationsbillede, jeg er vokset med. At millennials skulle og ville sætte deres aftryk på den verden, som lå åben for dem (i hvert fald inden finanskrise, krig i Europa og pandemi). Hvad vil jeg huskes for? Hvad skal mit aftryk på verden være?
Jeg tror, at jeg vil øve mig på gentagelse og på, sammen med Tara, at gøre mit aftryk mindre. Ikke i en eller anden selvfornægtelsesdisciplinering. Men i et forsøg på at få et ret forhold og blik på verden omkring mig – at være til stede i den virkelighed, jeg har fået givet i stedet for at dagdrømme om en anden.
Lad mig slutte hos Simon Grotian. ”Guds nåde er en vintergæk” skriver Grotrian. Blomsten som hvert år er noget af det første, der bryder vinterjorden. Et vaskeægte mirakel, som gentager sig hvert år og minder os om, at foråret er på vej. Ligesom vintergækkens gentagende spiren er Guds nåde, der bryder igennem igen og igen.
Nåden, der spirer i selv den mest ufremkommelige verden. Nåden, der spirer i os selv. Nåden, der spirer i bønnen. Nåden, der spirer i nadveren. Nåden, der spirer i fællesskabet.
Og selvom nåden er den samme, bliver vi forandrede i gentagelsen.
Guds nåde er en vintergæk
den er din fostergave
og er du ved at dø af skræk
så plant den i din have
med fastetidens bøn
bliver jorden atter grøn
i angst og overflod
besejres du af mod
og ene er vi flere
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
og få de seneste artikler direkte i din indbakke