Den forbistret æggende autofiktion
En refleksion over voyeurisme, opmærksomhed og den særlige intensitet ved at læse forfattere, der frasiger sig både plot og distance.
Julen fylder horisonten i disse dage, men tankerne trækkes alligevel mod sommerens lange og lyse aftener, hvor jeg fandt en perfekt ramme for læsningen af Theis Ørntofts nyeste roman, Habitat. Morgendagen bragte intet pligtskyldigt, og universet åbnede sin bagkant fordringsløst, så siderne kunne ægge mig med deres velskrevne autofiktion og kalde mig ind i en næsten salig rus. En trippende, begærlig rastløshed efter mere skrift, som jeg næsten kun har prøvet det under læsningen af Karl Ove Knausgårds berømte Min kamp-serie.
Der er da også stærke lighedspunkter mellem Knausgårds velkendte skrivestil og Ørntofts nyfundne digterjeg. Bevares, der var også stærkt biografiske træk i de første digtsamlinger, Yeahsuiten og Digte 2014, ligesom der var det i den let udsyrede roman, Solar. Men det var alt sammen på en mere cool og distanceret måde, på en blæret, men næsten identifikationsløs måde. Eller mere skeptisk formuleret, så var Solar mere krampagtig, ledende efter det greb, der forløste romanformen, og ligesom Knausgård knuste skriveblokaden ved hjælp af autofiktionen, har Ørntofts forfatterskab fundet et foreløbigt højdepunkt med Habitat.
Knausgård og Ørntoft har mange læsere og nyder stor anerkendelse. Men receptionen af deres bøger har fokuseret for lidt på, hvorfor vi er så mange, der tryllebindes af disse tekster. Det rækker ikke, når journalister lettere overlegent blot benævner det som en litterær tendens i tiden, for det forklarer jo intet. Litteraternes reservationer mod at indrømme og derefter at forsøge at beskrive læsningens rus skyldes jo nok, at det har et noget patetisk anslag over sig. Men uden at gøre sig overvejelser om disse værkers magnetisme, mangler vores offentlige litteraturdebat en væsentlig komponent. Kan vi ikke indkredse læsningens erotik, så sidder vi tilbage som sterile læsere.
For der er noget magnetisk over den meget stærke jegfortæller, der skrives frem hos Knausgård og Ørntoft. Læseren får en intens oplevelse af at komme tæt på et andet menneske, og selvom det er en banal, næsten pinlig, indrømmelse, er den dog afgørende. En jegfortæller er alligevel ikke nok, det må være et sammensat jeg, der tager ordet. For selvom den autofiktive Ørntoft kværner rundt i samme hverdagstrummerum som Knausgård, på jagt efter det, der kan forløse forfattertrangen og -ambitionen, bliver han hele tiden afbrudt af et sårbart og opmærksomt sind, der sættes i konstant kontakt med en interessant verden, der omgiver, men også skræmmer. Eller verdenen er sådan set blot dragende, det er det sociale, der er skræmmende. Fælles for dem er derfor en evig flugt ind i det ensomme, ind i isolationen, væk fra genkendelighed og forventningspres.
Det sensitive jeg i en stærk personlighed i en uudtømmelig verden i det socialt komplekse rum på jagt efter mening i væren, dét er magnetisk.
Men alligevel. Kan vi ikke komme det nærmere? Hvorfor er denne type litteratur så afsindigt dragende? Så æggende indtil det vanvittige? Bemærk, at selvom Knausgård og Ørntoft kan nævnes i flæng med andre autofiktive stemmer som Glenn Bech, Kristina Nya Glaffey, Yahya Hassan, Olga Ravn, Haidar Ansari, Iben Mondrup, Thomas Boberg – der kan være suveræne på deres egne måder – så er der noget ved netop disse to, mandlige forfatterstemmer, der skiller sig ud fra den autofiktive kakofoni. Hvorfor?
Fire grunde melder sig.
For det første er denne litteratur på én gang et stort menneskes lille historie og et lille menneskes store historie. Historierne er oplagt kun interessante, fordi det autofiktive jeg kan bære hovedrollen. En væsentlig del handler om, at de formidler deres egen karisma, som er den her diffuse, suggestive magt, vi andre gerne kryber for. Og alligevel er afsløringen så, at der i dette markante menneske gemmer sig en endeløs flod af almindelighed. Skrevet frem på en måde, så man har lyst til at svitse løg med Knausgård eller lægge en terasse med Ørntoft. Rydde op i den tilgroede kolonihave med Knausgård eller sumpe rundt på Gyldendals loft i sommermånederne med Ørntoft. Karismaen forsvinder aldrig, det trivielle bliver magi, hvor skriftens tryllekunst på alkymistisk vis transformerer gentagelsen til undtagelsen.
Det minder om det princip, nobelprismodtageren Svetlana Aleksijevitj har for sin skriftpraksis: “Jeg skriver følelsernes historie … Sjælens historie … Ikke krigens eller statens historie og ikke heltenes hagiografier, men det lille menneskes historie, det menneske, der blev revet ud af sit almindelige liv og ned i denne enorme begivenheds episke afgrund. Ned i den store Historie”, som hun formulerer det i Krigen har ikke et kvindeligt ansigt. Knausgård og Ørntoft finder også det hele i følelserne, i hjertet der aldrig lyver, i det lille menneskes historie inde i den store Historie.
Som anden begrundelse for denne type autofiktions magnetisme foreslår jeg begrebet voyeurisme. Der er noget elementært pirrende ved at vide, at det er et ægte menneske, der lader os komme tæt på. Selv i fiktionens klæder. Der kan ske mere ekstreme, sensuelle, voldelige, groteske ting i den rene fiktion, men det rammer noget dybt i os at kigge bag forhænget til det forbudte i det (nogenlunde) virkelige. Det svære, afmægtige, tabuiserede bliver både afdramatiseret og intensiveret, når Knausgård og Ørntoft skriver. Man sidder med fornemmelsen af, at der hele tiden kan komme noget væsentligt eksistentielt i spil, som destruerer selvfølgeligheden og fremmaner de overvejelser, man underligt nok ikke havde formået at gøre selv, men som øjeblikkeligt virker som ens egne. Voyeurismen ser altså ud til at besidde en banal, sokratisk evne til selv- og eksistenserkendelse.
Men voyeurismen kan ikke bære læseoplevelsens intensitet. Det handler ikke kun om nyfigenhed. Der er noget mere på spil. En oplevelse af, at alting kommer tæt på. Derfor er den tredje grund den encyklopædiske form. I nutiden er informationstætheden så stor, at det er uoverskueligt at orientere sig. Hvad skal man læse og hvorhenne? Hvorfor vælge dén bog? Hvilke kriterier bør jeg anvende? Man taler endda om nutidens træthedssyndrom i forhold til information.
Når man læser forfattere som Knausgård og Ørntoft, har man oplevelsen af at få små, vigtige og overraskende informationsdryp fra mange områder af eksistensen, serveret i en reflekteret og velskrevet form. Når man læser deres bøger, har man oplevelsen af at beskæftige sig med det hele på én gang, uden at det bliver trivielt eller professoralt. Psykologiske, filosofiske, naturvidenskabelige, æstetiske, politiske, økologiske, litterære, historiske overvejelser flettes ind i den personlige fortælling på en sømløs måde, hvor man ubesværet kan skride mellem essayets eftertanke og autofiktionens mikroreportage. Mellem det teoretiske metaniveau og det personlige narrativ. Som en litterær pendant til Terrence Malicks fantastiske film, Tree of Life, med dens vekslen mellem den makrokosmiske evolutionshistorie og den mikrokosmiske familiefortælling.
Hos Knausgård og Ørntoft er refleksionsniveauet højt, men det er også helt uforfærdet. Det er sådan set “bare” tanker, ideer, indfald, som sparker alle mulige refleksioner i gang hos læseren, og der er ikke nogen forventning om, at det er andet end interessant. Derfor føles det elementært spændende at læse deres tekster, fordi de handler om så meget, og alligevel gør det på en jordnær måde, sovset ind – som de er – i hverdagsnarrativer. Det er refleksionstilbud, der ikke stiller sig an med andet end åbne postulater: her er noget spændende at forholde sig til.
Som den fjerde grund er der overraskende nok værkernes plotsvaghed. Et liv har sjældent et plot, og en autofiktion med et klart plot er nærmest en selvmodsigelse. Det bliver for kurateret, for anstillet. Derfor er det befriende, at bøgerne ikke har noget reelt plot. Det er tableauer af liv, man får lov at betragte og spejle sig i. Man ser et udsnit, stopper op og forundres eller irriteres måske, og så går man videre. På dette plan er det ikke filmen, men kanvasset der er analogien til romanformen. Det kræver en vis tålmodighed at stirre på dette litterære lærred, men som med de bedste værker i billedkunsten skabes der en atmosfære, der er interessant at opholde sig i.
Til disse fire punkter kan nævnes et besynderligt forhold ved Knausgård og Ørntoft: selvom de i deres autofiktive værker skriver meget om romankunsten, så passer disse – ofte interessante – litteraturrefleksioner slet ikke på deres egen praksis. Måske fordi autofiktionen er en slags roman, der har opgivet at være litterær. Det er som om, at den type litteratur ikke kan eller vil tænke over sig selv, og derfor må vi andre gøre det. For det er i denne eftertanke, vi tillader os selv at besvare det kejtede spørgsmål: hvorfor er autofiktionen så forbistret æggende?
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
og få de seneste artikler direkte i din indbakke