Nekrolog over Nak & Æd
Efter 16 sæsoner med jagt, madlavning og piberygning har Jørgen Skouboe og Nikolaj Kirk sagt ”Nak og æd en […]” for sidste gang. David Ingemansen hylder programmet, der dyrkede legen, venskabet og det helt almindelige.
Så er det slut. 16 sæsoner med Nak & Æd. Med Jørgen og Nikolaj. Med to venner.
Nak & Æd har fulgt mig, siden jeg var 16 år. Det har været en tro følgesvend i mine gymnasieår, gennem sabbatårene, til universitetslivet og helt frem til nu, hvor jeg fandt tid til at se det sidste afsnit, mens min kone var afsted og mine to børn lå og sov.
Udgivelsen af en ny sæson har været et tilbagevendende højdepunkt for mig hvert år, som har fyldt mig med glæde, fordi jeg skulle være sammen med Jørgen og Nikolaj igen. Nu sidder jeg tilbage og tænker over, hvad det er ved det her program, jeg har elsket så højt?
Måske er det forudsigeligheden og den nærmest rituelle gentagelse af alle rytmerne år efter år, sted efter sted.
Lejren, der skal sættes op. Bordet, der skal bygges. Kopperne, der skal sættes for bordenden. Knivene, der skal kastes ned i træblokken. Bålet, der skal graves.
Nikolaj, som altid med den første store bid af morgenmaden i munden siger, at nu skal han altså til at pakke sin taske og komme i tøjet, mens han efterlader Jørgen alene med den gourmetmorgenmad, som de har brugt så længe på at lave.
Nikolaj, som midt i jagten hvisker til de andre, om de kunne tænke sig en mazarintærte eller en spegepølse.
Nikolaj, som falder i søvn, mens de venter på byttet.
Jørgen, som præsenterer en lille sirlig fremstilling af dyret, der skal nedlægges.
Skål i øl og de velkendte ord: ”Nak og æd en [indsæt Sikahjort, sneppe eller noget tredje].”
Nak & Æd står med sine rituelle gentagelser som et monument for det almindelige. For det jordnære. For dagligdagens fremadskridende cirkelslutninger. Det behøver ikke være exceptionelt for at være godt. Det simple får lov at stå frem i Nak & Æd.
Her er særligt Jørgen eminent. Han er ét af de sjældne mennesker, der har formået at blive ved med at lege hele livet. Han bygger små dyr af pinde, som han finder i haven. Han går og gemmer små udklip af dyr fra aviser. Han sidder derhjemme i skuret og designer hjemmebyggede ’Air-fryer’ bålovne.
Jørgen leger bare. Det er i sig selv smukt, men det er, da han bliver sat sammen med kokken Nikolaj Kirk, at magien for alvor opstår, for allerede fra de første afsnit er vi vidner til, hvordan Jørgen for rullende kameraer opdager, at Nikolaj også gerne vil lege.
Man kan næsten høre Jørgen spørge Nikolaj i skolegården: ”Skal vi lege?” med al den forventningsspænding, der er i, hvad svaret bliver. Og Nikolaj, der svarer: "Ja, selvfølgelig!"
Et venskab bliver til foran øjnene af mig, for Nikolaj er nemlig også et kæmpe legebarn. Han kaster sig ud i madvarerne. Han hopper af glæde over udsigten til guldfiskesuppe, bæverstuvning og muldvarpehjertesalat. Han bryder ud i lange monologer over helt almindelige råvarer som selleri og gulerødder.
Jeg kan særligt huske en lang tale om gulerødder fra et afsnit. Den lød noget i stil med:
”Se her Jørgen. Gulerødder. Små, orange og fine. De er fløjet helt fra Afghanistan du! De er blevet håndplukket på en mark i bagende sol, og nu ligger de her foran os og skinner. Alle de store spiser gulerødder, Jørgen! Konger, dronninger, Napoleon, ja selv Søren Pind!”
Nikolaj er skørt begejstret for mad – og det smitter helt ud gennem skærmen. Han slæber mad og madidéer med hjem fra Jamaica, Rusland og Zambia. Ja, han tager sågar en gave med til Jørgen i et afsnit, som er en klump pibetobak lavet på elefantlort.
Og apropos pibetobak. Nak & Æd er et dybt politisk ukorrekt program. Jørgen og Nikolaj er generelt ukorrekte mennesker – og jeg elsker det! De elsker kød, ryger pibetobak og taler om mandfolk og kvindfolk på alle de forkerte måder.
Det er ikke i sig selv hyldestværdigt at være politisk ukorrekt, men på sin egen måde er denne upolerede kødspisning, jagt og piberygning, der ligger så langt fra tidens vigtige klimafokus og sundhedsidealer, alligevel en del af det magiske ved programmerne, fordi det minder os om noget simpelt og almindeligt.
På deres egen facon bliver Jørgen og Nikolaj mikrofonholdere for almindelige mennesker. For Hr. og Fru. Jensen. Det er skørt, for måske særligt Nikolaj er med sit lidt hippieagtige væsen langt fra danskerne, som de er flest, men hans måde at være på giver dem alligevel plads og ord.
Det minder mig om at læse Karl Ove Knausgårds ’Min kamp’. Han er virkelig ikke almindelig og beskriver på ingen måde almindelige tanker om en almindelig familie, men alligevel åbner hans bøger for et alment univers af spørgsmål om mening, forældreskab, død, relationer, skønhed.
Det er lidt det samme, der sker, når Jørgen og Nikolaj sætter sig ved trangiaen om aftenen og taler om ’tingene derhjemme’. Det er ikke poleret eller korrekt, men det er ægte. En ægthed, som drager og lukker op for noget i mig.
Det lukker op for min egen barndom dybest set. For mit liv. For mine minder og mine mærkeligheder. Rundt om bordet ved Jørgen og Nikolaj er der også plads til sådan en som mig.
Sammen med dem kan jeg bruge en time på at nyde de små ting i tilværelsen. Den første kop sort morgenkaffe. Stilheden og skønheden i de danske skove. En god øl. Et dejligt måltid mad. Et nyt bekendtskab.
Nak & Æd vidner om, at der ligger en stor glæde gemt i livets små øjeblikke, når vi giver os selv tid til at være nærværende lige der, hvor vi er.
Jørgen og Nikolaj: Tak for legen!
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
og få de seneste artikler direkte i din indbakke