Hvad skete der egentlig i de dage?
Vi kender alle krybbespillet med tre vise mænd, en krybbe og hyrderne fra marken, men hvor meget hold i virkeligheden har det nu egentlig? Kasper A. Bergholt afmonterer syv af julens mest sejlivede misforståelser.
Du kan se det for dig: Betuttede børn optræder som hyrder, vismænd, engle og en ubarmhjertig krovært, der smækker døren i hovedet på en fødende Maria og en stresset Josef. Hvis der er flere børn end hovedroller, spiller resten med garanti får.
Krybbespillet hører på en måde med til diverse julearrangementer. Og man kan købe forskellige udgaver til at pynte på kaminhylden eller i vindueskarmen. Det er selvfølgelig hyggeligt. Problemet er bare, at det næsten alt sammen er forkert.
Altså ikke det med, at Jesus blev født. Det er såmænd rigtigt nok. Men gennem årene er julen blevet omgærdet af myter. Til en vis grad er det en del af charmen, men det kan også forhindre os i at forstå, hvad det egentlig handler om, og hvad der egentlig skete. Og hvis man ligesom oberst Hackel er ”elsker af den historiske sandhed” (Matador, episode 7), er den slags ikke uvigtigt.
Så derfor vil jeg gerne ødelægge krybbespillet. Sønderbryde det. Pille det fra hinanden. For krybbespillet er meget langt fra den bibelske beretning. Og i samme ombæring vil jeg også punktere et par andre romantiserende myter om julen. Ikke for at provokere eller disrupte eller berøve uskyldige børn glæden ved at spille Får #5, men fordi jeg tror, at det, der skete i de dage, faktisk skete i netop de dage og ikke alle mulige andre dage.
Men der findes ikke kun romantiserende myter om julen. Man kan også støde på teorier, der i større eller mindre grad udfordrer juleevangeliets historiske troværdighed. Lad os tage nogle af dem med i købet i det følgende.
Myte 1: Jesus blev født i år 0
Først og fremmest findes der ikke noget, der hedder år 0. Både den gregorianske kalender (som vi bruger nu) og den julianske kalender (som vi hertillands brugte indtil 1. marts 1700) springer direkte fra år 1 f.Kr. til år 1 e.Kr.
Men derudover er det efterhånden alment kendt, at den romerske munk Exiguus, der besluttede at fastsætte Jesus’ fødselsår som udgangspunkt for tidsregningen, lavede en beklagelig regnefejl. Sagen er nemlig, at Herodes den Store, som var den jødiske konge, da Jesus blev født, døde allerede i det år, vi sidenhen besluttede at kalde 4 f.Kr.
Jesus blev altså født senest i år 4 f.Kr. Når jeg i det følgende skriver f.v.t. og e.v.t (før/efter vores tidsregnings begyndelse), er der altså ikke tale om et sekulariseringsprojekt. Det er bare et forsøg på at håndtere den kuriositet, at Jesus de facto blev født ”før Kristus”.
Myte 2: Lukas har opfundet historiske detaljer
Vi ved fra historiske kilder, at der var en folketælling i Syrien i år 6 e.v.t. Derfor konkluderer nogle ret hurtigt, at Lukas enten blander nogle ting sammen eller bevidst snyder på vægten.
Sagen er imidlertid, at vi også kan være ret sikre på, at Augustus i 8 f.v.t., holdt en stor folketælling over alle romerske borgere. Det nævner han i hvert fald selv på den inskription, der kaldes Res Gestae (kapitel 8, linje 5-8):
”Da jeg havde fået magt som konsul, mens Gajus Censorinus og Gajus Asinius var konsuler [dvs. 8 f.v.t.], gennemførte jeg for anden gang et lustrum [den ceremoni, der afsluttede en folketælling] alene. Ved dette lustrum var der 4.233.000 romerske borgere på listen”.
Desuden ved vi, at den skattepligtige alder i den romerske provins Syrien var 14 år, og at man derfor med stor sandsynlighed har holdt lokale folketællinger hvert 14. år. Det gjorde man i hvert fald i den romerske provins i Egypten. Det var sådan en folketælling, der fandt sted i Syrien i 6 e.v.t., og formålet var at indkræve skatter fra ikkeromerske borgere. Fra 6 e.v.t. kan vi regne baglæns og slutte, at der også må have været en folketælling omkring 8 f.v.t.
Folketællingen omkring 8 f.v.t. var altså en dobbelt folketælling: Dels var der den rigsomspændende folketælling over alle romerske borgere, dels var der den lokale syriske folketælling over skattepligtige borgere.
Problemet er så bare, at Kvirinius ikke var statholder i Syrien i 8 f.v.t. Det blev han først i 6 e.v.t. (samme år som den førstnævnte folketælling). Men i 8 f.v.t. var Kvirinius øverstbefalende over de tre romerske legioner i Syrien, og dermed havde han en højere rang end den formelle statholder Saturninus. I øvrigt er det værd at bemærke, at det ord, vi i Lukasevangeliet 2,2 oversætter med ”var statholder”, sådan set bare betyder ”være leder” eller ”have kommandoen”. Og det var altså Kvirinius, der havde den kommando, selvom han ikke havde titel af statholder.
Pointen er, at Lukas ikke nødvendigvis har opfundet eller sammenblandet historiske detaljer.
Myte 3: Maria var højgravid, da de rejste til Betlehem
Nu begynder vi for alvor at rokke ved krybbespillet. Den højgravide kvinde på æselryg står for skud.
Først og fremmest skal vi forestille os, at en folketælling på den tid strakte sig over lang tid. Andet kunne ikke rigtig lade sig gøre. Så hvis Josef ellers har været en betænksom og proaktiv mand, har han formået at planlægge en rejse til Betlehem, inden Maria for alvor blev besværet af sin voksende mave.
I øvrigt rejste man ikke bare lige til Betlehem. Der var omkring 150 km fra Nazaret til Betlehem, så det har krævet lidt forberedelse. Og hvis Maria var højgravid, havde de nok fundet en anden løsning.
Og nu vi er ved Josef og Maria, så hedder det jo i juleevangeliet, at de var ”forlovede” (Lukas 2,5). Sagen er bare, at ingen far på den tid ville lade sin ugifte datter rejse nogen steder hen med sin kæreste! Men forlovelse og ægteskab fungerede anderledes dengang, end det gør i dag. At det unge par var ”forlovede”, betyder, at de formelt og juridisk var gift, men bare ikke have indledt deres ægteskabelige samliv endnu.
Myte 4: Der var optaget på alle kroerne i Betlehem
Nu begynder de første børn i krybbespillet at blive overflødiggjort. Først skal de sure kroværter finde noget andet at lave.
Med udgangspunkt i myterne om Jesus’ fødsel forestiller mange sig sikkert, at Betlehem var en ganske stor by. Der var jo i hvert fald mindst et ”herberg” (Lukas 2,7), og i krybbespillene ofte flere. Men det ord, der er oversat med ”herberg” (katalyma), betyder ikke ”kro”. Faktisk bruger Lukas nøjagtig det samme ord, da Jesus spiser sit sidste måltid med disciplene (Lukas 22,11). Det måltid spiser de imidlertid ikke på den lokale beværtning, men i et gæsterum oven over husets primære rum. Og Lukas ved i øvrigt udmærket, at en kro/et herberg på græsk hedder pandokheion, for han bruger det ord i 10,34.
Almindelige huse på landet i Palæstina bestod på Jesus’ tid i udgangspunktet af ét rum. Lige inden for døren var der mulighed for at binde sine dyr om natten, så de ikke blev stjålet og til gengæld kunne give varme i huset. Derfra førte et par trin op til selve opholdsrummet, hvor alt liv foregik. Nogle huse var så desuden udstyret med et gæsteværelse i forlængelse af eller oven over opholdsrummet.
Det er sådan et hus, Josef og Maria ankommer til. Lukas fortæller, at Josefs slægt kom fra Betlehem, så det unge par har med garanti opsøgt hans familie. Gæsteværelset var imidlertid optaget, men de blev ikke vist bort af den grund – det ville have været en uhørt fornærmelse af en slægtning! De blev indkvarteret i husets andet rum, opholdsrummet, sammen med husets faste beboere.
Maria fødte altså ikke i en mørk og kold stald, men i et lunt og tørt hus omgivet af Josefs slægtninge og med garanti også Betlehems lokale jordemoder.
Myte 5: Der kom tre vise mænd på Jesus’ fødselsdag
De tre vise mænd behøver sådan set heller ikke møde op til krybbespillet.
Først og fremmest fordi vi ikke aner, om der var tre. Og vi ved slet ikke noget om, hvad de hedder. At der skulle have været tre ved navn Kasper, Melchior og Balthasar, er en middelalderlig legende. Tretallet skyldes formentlig de tre gaver, der nævnes: guld, røgelse og myrra. Men også i de dage kunne flere vel gå sammen om én gave – især når der var tale om så kostbare gaver.
Hvem var så de vise mænd? I kristen tradition er de blevet gjort til tre konger fra hvert sit folkeslag, men også det er slet og ret en from legende. Eftersom de navigerede efter stjernerne, må de have været stjernetydere. Matthæus fortæller os, at de kom fra øst, hvilket sådan set ikke betyder andet, end at de kom fra et sted øst for Jordanfloden. Måske de områder, der tidligere havde hørt under Babylon og Persien, måske nabokongedømmet Nabatæa.
Det sidste ville give ret god mening. Nabatæerne var specialiserede handelsrejsende og kunne effektivt navigere efter stjernerne. Desuden var kongen af Nabatæa en god ven af Herodes den Store, så selvfølgelig ville han gerne ønske tillykke med den nye kongesøn. Og så sad nabatæerne tungt på handlen med røgelse og myrra i området. (Læs mere om de vise mænd i bladet TEL, som udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi, nr. 4/2025).
Og uanset hvor mange vise mænd/stjernetydere, der kom, så kom de ikke på Jesus’ fødselsdag. Her skal vi lige overveje forskellen på Lukasevangeliet og Matthæusevangeliet. Det er i Lukasevangeliet, vi hører om folketællingen, Jesus’ fødsel og hyrderne på marken.
I Matthæusevangeliet hører vi ikke noget om, hvordan Jesus bliver født. Til gengæld fortæller Matthæus, hvad der skete, ”da Jesus var født” (2,1; min fremhævning). Det vil sige: På et tidspunkt efter Jesus’ fødsel kom der nogle vise mænd/stjernetydere, som havde fulgt efter en stor stjerne på himlen.
Hvor lang tid mon der er gået? Det får vi en indikation af, da Herodes senere i fortællingen vil forsøge at slå Jesusbarnet ihjel. Ud fra den tidsramme, som stjernetyderne har givet ham, beslutter han, at alle børn under to år i Betlehemsområdet skal henrettes (Matthæus 2,16). Stjernetyderne har altså fortalt ham, at der i løbet af de seneste to år er blevet født en ny kongesøn i det jødiske folk.
Vi må altså gå ud fra, at Jesus levede de første cirka to år af sit liv i Betlehem, og at stjernetyderne ankom i løbet af de to år.
Myte 6: Barnemordet i Betlehem var et blodbad
Herodes forsøgte som nævnt at komme Jesusbarnet (eller skal vi sige: Jesustumlingen) til livs ved at henrette alle børn i Betlehem og omegn under to år. Det er en sindssyg beslutning – men massakrens omfang er gennem tiden blevet stærkt overdrevet.
En syrisk kilde angiver for eksempel antallet af dræbte børn til at være hele 64.000. Det ville betyde, at Betlehem var en storby af københavnske dimensioner, og det er meget langt fra den historiske virkelighed.
Betlehem har efter alt at dømme været en ganske lille by med omkring 300 indbyggere. Et kvalificeret bud er, at der har været 6-7 børn under to år. Herodes’ beslutning er stadig sindssyg, men massakrens omfang er væsentligt mindre. Det forklarer måske også, hvorfor der ikke er andre antikke kilder, som nævner denne grusomme handling.
Myte 7: Julen er en kopi af en hedensk fest
Den sidste myte, jeg gerne vil afkræfte, handler om julens placering.
Allerførst: Der er intet som helst historisk belæg for, at Jesus blev født natten mellem den 24. og den 25. december. Tværtimod kunne Lukas’ notits om, at hyrderne lå på marken sammen med fårene, tyde på, at det skete om foråret.
Men hvorfor fejrer vi så jul den 24./25. december? Man skal ikke lede længe for at støde på den påstand, at de kristne tidligt begyndte at fejre jul den 25. december, fordi der på den dato lå en romersk vintersolhvervsfest (Sol Invictus: ”den ubesejrede sol”). De kristne approprierede ganske enkelt en fremmed kulturs vinterfest.
Der er dog noget, der tyder på, at også den forklaring er en myte. Da kristne teologer i 300-tallet begynder at diskutere placeringen af Jesus’ fødsel, er der i hvert fald ingen, som er i nærheden af at give denne forklaring. At julen skulle være placeret 25. december for at efterligne en hedensk solfest, er en teori, der første gang nævnes i 1100-tallet (i marginen på et manuskript af den syriske ekseget Dionysius bar-Salibi).
Clemens af Alexandria er den første, der nævner mulige datoer for Jesus’ fødsel. Han skriver omkring år 200, at nogle (omregnet til vores tids gregorianske kalender) fejrer Jesus’ fødsel den 20. eller 21. april, mens andre venter til den 20. maj (Stromateis 1.21.145). I løbet af 200-tallet samler julefejringen sig dog om 25. december eller 6. januar, og det er de to datoer, der stadig er i spil i dag i henholdsvis Vestkirken og Østkirken. I år 300 ligger julen allerede fast på en af disse to datoer.
Det er imidlertid først i midten af 300-tallet, da kejser Konstantin har lovliggjort og monopoliseret kristendommen i Romerriget, at de kristne begynder at låne hedenske skikke og for eksempel omdefinere romerske festdage til kristne martyrdage. Det betyder, at mange af julefejringens konkrete elementer endte med at være lån fra den hedenske kultur. Bare ikke datoen; julens placering var allerede fastlåst, før Romerriget blev kristent.
Når man endte med 25. december og 6. januar som de to julemuligheder, skyldtes det formentlig, at man lagde ni måneder til den formodede dato for Jesus’ undfangelse. Hvordan kunne man vide, hvornår Jesus blev undfanget? Jo, de tidlige kristne teologer havde en formodning om, at Jesus’ undfangelse og Jesus’ korsfæstelse var sket på samme dag (det er der nu ikke noget, som tyder på), og eftersom man var ret sikker på, at Jesus blev korsfæstet den 25. marts, måtte han også være blevet undfanget den 25. marts og dermed født den 25. december.
Denne udregning findes i et anonymt skrift (De sostitialis et aequinoctialis) og hos Epifanius af Salamis i 300-tallet samt hos Augustin i 400-tallet. Flere hundrede år før nogen kom på den tanke, at julens placering skulle skyldes en romersk solhvervsfest.
Hvad skete der i de dage?
Måske har du det klassiske krybbespil så kært, at du er iskold over for min Mythbuster-tilgang. Måske har jeg ødelagt julen for dig for altid. Men overvej lige, hvad der er tilbage af vores krybbespil, når århundreders romantiske tåger er lettet, og vi har fjernet de mange ubarmhjertige kroværter, den højgravide Maria, den mørke stald og tre vise mænd, der ankom samme nat.
Det, der er tilbage, er jo faktisk det, det hele handler om: Gud som et virkeligt menneske i vores verden.
Virkeligt – i betydningen historisk. Gud har fået en fødselsdag. At vi ikke kan placere den nøjagtigt, skyldes ene og alene, at det er lang tid siden, og at vores kilder er mangelfulde. Det skyldes ikke, at det er ahistorisk eller mytisk.
Menneske – i betydningen et helt almindeligt menneske. Født i familiens skød som alle andre. Svøbt som alle andre. Lagt i en krybbe som alle andre.
I vores verden – og netop den verden elsker Gud. Det indså nogle af de første kristne teologer, og derfor fastholdt de troen på inkarnationen, selvom det også var et paradoks for dem (de var ikke naive dengang!). Alternativet var nemlig meget værre: en ahistorisk Gud, der vil løsrive mennesker fra verden, fra historien, fra materien.
Og jo, stjernen, stjernetyderne, englene og hyrderne adskilte selvfølgelig Jesusbarnet fra så mange andre nyfødte, men det ændrer ikke på, at Jesus blev født i en meget konkret historisk virkelighed. En virkelighed, hvor der altså ikke var kroer i Betlehem, hvor man ikke rejser 150 km, efter at vandet er gået, og hvor selv de bedste stjernetydere ikke kunne teleportere sig fra hverken Babylon eller Nabatæa i løbet af en enkelt nat.
Krybbespillet romantiserer og idealiserer noget, der faktisk er smukt nok i sig selv, nemlig det dybe teologiske faktum, at Gud elsker det helt almindelige. Det menneskelige.
Glædelig jul!
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
og få de seneste artikler direkte i din indbakke