Kære IM, tak for svar — men det er ikke nok
Der findes veje mellem total lukkethed og uhæmmet åbenhed. Lad os nu tale sandt om tværkirkelighed.
Kære Tonny, Rasmus og resten af IM’s hovedbestyrelse
Tak for jeres respons på mit indlæg. Jeg er glad for, at I griber bolden og tager samtalen op. Siden mit indlæg har jeg bl.a. mødtes med IM’s formand Hans-Ole Bækgaard og snakket om vejledningen, så der er allerede gang i den face-to-face-samtale, som I inviterer til. Det værdsætter jeg, og den samtale skal vi fortsætte – så lad os mødes og tale videre.
Når det er sagt, er jeg ikke interesseret i, at den samtale skal erstatte den offentlige samtale om emnet, som nu kører på Semper. Det er en samtale, som rigtig mange er berørt af og interesseret i, og som vedrører en vejledning, der ligger offentligt tilgængelig på jeres hjemmeside. Derfor fortsætter jeg samtalen her og håber, at I også vil være med til det.
Hvad er det for en vejledning?
Apropos offentligt tilgængeligt på hjemmesiden: I skriver, at jeres vejledning om tværkirkeligt samarbejde er tænkt som en redegørelse for jeres arbejdssyn og primært som et dokument til intern brug. Det er selvfølgelig fint, hvis det er hensigten, men jeg mener, at I overser, hvordan vejledningen rent faktisk bliver modtaget, og hvordan jeres kommunikation omkring vejledningen understøtter den modtagelse.
Når vejledningen ligger offentligt tilgængelig på jeres hjemmeside som det eneste, man kan finde på skrift om IM’s forhold til tværkirkeligt samarbejde, og samtidig ledsages af en artikel i Impuls og et podcastafsnit, burde det ikke undre, at vejledningen bliver modtaget som noget andet end et internt dokument. Det kommer til at fremstå som IM’s officielle udtalelse om tværkirkelighed, og det vil helt naturligt være den vejledning, man forholder sig til, hvis man er nysgerrig på spørgsmålet om IM og tværkirkelighed – uanset om man er ‘intern’, ‘ekstern’ eller en god mellemting.
Hvis det ikke har været jeres hensigt, at vejledningen skulle modtages sådan, har kommunikationen omkring den mildest talt været uhensigtsmæssig. Og hvis vejledningen skal stå som IM’s officielle udtalelse om spørgsmålet, er der, som I skriver, mange ting, der kunne være skrevet anderledes, mere skarpt, mere følsomt, mere nuanceret. Det vil jeg i så fald opfordre jer til at følge op på.
Karismatikken
Angående karismatikken har der tilsyneladende været misforståelser på spil. I imødekommer min kritik ved at skrive, at I bifalder karismatik ud fra Det Nye Testamente, og at ingen kirkelig retning eller bevægelse har patent på troen på Helligåndens virke. I præciserer også, at forbeholdet over for karismatik i jeres vejledning kun gælder en specifik form for pentekostalt funderet karismatik.
Tak for at forsøge at præcisere, hvad I mener her. Det står nemlig ikke klart for mig, når jeg blot læser vejledningen, og min umiddelbare læsning blev bekræftet af det afsnit af podcasten TABU, som I også referer til (interesserede kan lytte ca. fem minutter fra 1:01:30), men hvor der altså angiveligt også er tale om en misforståelse. Jeg er selvfølgelig glad for det, hvis min kritik af vejledningens omtale af karismatik beror på en misforståelse, men jeg er i så fald langt fra eneste, der har misforstået jeres anliggende her – og det kunne godt vidne om, at det måske er vejledningens formuleringer, der er problematiske.
Jeres brug af ‘karismatik’ og tilsvarende begreber er uklar, ligesom det stadig ikke er tydeligt for mig, hvad I præcis mener med “den bestemte form for karismatik, som har sit udspring i en pentekostal kristendom”. Det er for vag en formulering til at give nogen reel vejledning, og resultatet er forvirring snarere end afklaring. Derfor vil jeg også på det kraftigste opfordre til, at I ikke nøjes med en præcisering i et Semper-indlæg og i beskrivelsen af podcastafsnittet, men også præciserer formuleringerne i jeres vejledning. Det ville være gavnligt, hvis I gjorde det fuldstændig umisforståeligt, at I både bifalder og ønsker at fremme sund bibelsk karismatik, og samtidig gjorde det tydeligere, hvorfor I har reservationer over for bestemte ‘karismatiske sammenhænge’. De nuværende formuleringer hjælper ikke nogen til at navigere sundt og bibelsk i spørgsmålet, og hvis de får lov at stå, kommer det til at give de samme misforståelser også for kommende læsere af vejledningen.
Tværkirkeligheden
Spørgsmålet om tværkirkelighed er det egentlige i denne samtale, men det er også her, samtalen stadig mangler at komme rigtigt i gang.
Først vil jeg sige, at jeg er glad for, at I siger ja til at styrke enheden mellem kristne og opfordrer alle kristne til at “stræbe efter og arbejde for, hvordan det kan udfolde sig”. Dog ville jeg ønske, at jeg også kunne høre det ‘ja’, når jeg læser jeres vejledning om tværkirkeligt samarbejde. Selv om det ikke løser problemet, ville det være et vigtigt skridt i den rigtige retning, hvis vejledningen var indrammet af et ønske om enhed og en smerte over, at denne enhed ikke altid lader sig realisere i praksis. Når vejledningen i stedet er indrammet af ønsket om at fremme luthersk vækkelseskristendom, kommer det nemt til at blive modtaget som det stik modsatte. Hvis vejledningen derimod opfordrede til at opsøge muligheder for lokalt tværkirkeligt samarbejde i det omfang, det er muligt, og på den baggrund gav nogle pejlemærker til at navigere i det samarbejde, ville det være lettere at høre vejledningens positive anliggende.
Når det kommer til indholdet af min kritik af vejledningen om tværkirkeligt forkyndelsesfællesskab, ærgrer jeg mig over, at I ikke rigtigt forholder jer til det i jeres svar. I mit indlæg sætter jeg spørgsmålstegn ved, at man kategorisk afviser tværkirkelig forkyndelse. Jeg mener ikke, at det er en nødvendig konsekvens af konfessionelle uenigheder. Og jeg mener, at vejledningen kommer til at fremstå arbitrær, når ‘forkyndelse’ dækker over både lovsang, vidnesbyrd og diakoni, men ikke over bøn. Jeres respons på denne del af min kritik lyder således:
"Når det drejer sig om forkyndelsen (bredt forstået), så mener vi, det er vigtigt, at der er plads til vores forskelligheder og teologiske forskelle. Mon ikke enhver kirke og kristent fællesskab har rammer for, hvem man vil have til at forkynde hos sig, og hvilken teologi man ønsker, der præger ens fællesskab/menighed? Den ramme kan skæres forskelligt og kan debatteres, men i respekt for hinanden, for vores fællesskaber og forkyndere er det naturligt at være bevidst om dette."
Den første del af citatet er jeg selvfølgelig meget enig i. Jo, selvfølgelig har alle kirker og kristne fællesskaber rammer for, hvilken teologi og forkyndelse man vil præges af. Jeg har ikke påstået andet, og jeg har svært ved at forestille mig, at nogen vil anfægte det. Min kritik går da heller ikke som sådan på, at I udstikker rammer for det – det er indholdet af de rammer, jeg stiller spørgsmål til.
Netop indholdet af rammerne kan så debatteres, som I ganske rigtigt skriver. Det er det, jeg har forsøgt at gøre med mit indlæg, men den bold har I ikke grebet her. I svarer ikke på indholdet af min kritik, men konstaterer blot, at spørgsmålet kan diskuteres. Jeg savner stadig svar på, hvorfor I vælger at sætte en grænse, hvor I gør. Det er for mig at se et unødvendigt og uhensigtsmæssigt sted at sætte grænsen, og der er ikke noget i jeres svar, der hjælper mig til at forstå jeres synspunkt. Derfor vil jeg gentage min kritik fra mit første indlæg: Man skylder at argumentere grundigere for en vejledning, der forholder sig så restriktivt til tværkirkeligt samarbejde, og som i praksis berøver folk muligheden for at have formelt fællesskab med andre konfessioner om andet end bøn.
I en ny Impuls-artikel om spørgsmålet påpeges det, at det er godt med teologisk refleksion og udfordring fra andre traditioner, men at løsningen ikke er “at åbne bredt for alle forkyndere på IM’s platforme”. Jeg fornemmer i denne formulering og gennem samtalen om spørgsmålet i øvrigt, at I frygter en uhæmmet adgang til IM’s talerstole for alle mulige former for forkyndelse og teologi uden nogen form for kritisk vurdering, hvis I ikke siger kategorisk nej til tværkirkelig forkyndelse. For mig at se er det en falsk modstilling, som forplumrer samtalen i stedet for at skabe klarhed. Der er andre muligheder end ‘uhæmmet åbenhed’ og ‘total lukkethed’ i spørgsmålet om tværkirkelig forkyndelse. Det er muligt at forholde sig nuanceret til spørgsmålet og fx bakke op om (og måske endda være medarrangør af?) nogle tværkirkelige arrangementer, der indebærer forkyndelse, uden at det dermed erstatter fællesskabets kerneforkyndelse. Det er muligt lejlighedsvist at have besøg af ikke-lutherske forkyndere i sit lutherske fællesskab, uden at fællesskabets lutherske grundlag dermed utydeliggøres. For mig at se er det ikke problematisk, hvis man har en bevidsthed om eget ståsted og i øvrigt har ledere og præster, som man kan tale med om eventuelle spørgsmål. Og hvis ikke det er tilfældet, tror jeg ikke, at løsningen er at lukke bredt ned for alt tværkirkeligt forkyndelsesfællesskab.
Hvad så nu?
Lad mig til sidst gentage endnu et spørgsmål, som jeg stadig savner svar på: Hvor stiller IM’s vejledning om tværkirkeligt samarbejde sådan en som mig? Jeg har mine rødder i IM og ønsker fortsat at se mig selv som en del af IM’s arbejde. Samtidig forholder jeg mig kritisk til vejledningen om tværkirkelighed og opsøger en større åbenhed for tværkirkeligt samarbejde bl.a. i mit valg af menighed. Vejledningen virker fremmedgørende, og jeg kan ikke se mig selv stå på mål for eller forsvare den.
Jeg ved, at jeg langt fra er den eneste, der står i en lignende situation, og derfor spørger jeg på vegne af mange: hvor stiller det mig i forholdet til IM? Skal jeg vælge mellem IM og en åbenhed for nogle former for tværkirkeligt forkyndelsesfællesskab, eller kan jeg godt være en del af IM’s arbejde lokalt, regionalt og nationalt, selv om jeg forholder mig kritisk til jeres vejledning på området?
Og på en lidt større skala: er det muligt at forestille sig en ny retning – eller som minimum en større nuancering – i dette spørgsmål, eller står IM’s holdning urokkeligt fast? Er I villige til at forholde jer konstruktivt til den kritik, som vejledningen har givet anledning til fra flere fronter? Jeg tror, at der er mere end principielle formuleringer om arbejdssyn på spil her. Jeg tror, at opbakningen til IM som bevægelse på sigt vil påvirkes af, hvordan man navigerer i dette spørgsmål. Og jeg mener ikke, at den nuværende kurs er gavnlig i den sammenhæng.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
og få de seneste artikler direkte i din indbakke