Årets album handler om bøn
Simone Weil, Yeezus, opera, bøn, teologi, flamenco pop og 13 forskellige sprog. Rosalia har med LUX skabt et maksimalistisk storværk, hvor hun reflekterer over sin religiøsitet – en krævende og voldsomt smuk oplevelse, som Lukas Kaarby her guider dig ind i.
Den catalanske popstjerne Rosalía har skabt et musikalsk og religiøst mesterværk med sit nyeste album LUX. Et album, hvor hun lader lyset skinne i mørket og skaber et rum til fordybelse og opmærksomhed – et rum til bøn.
Det er et krævende album. Både rent musikalsk, men også lyrisk. Teksterne er på tretten-fjorten forskellige sprog og pakket med metaforer og billeder. Det er et album, der kræver opmærksomhed.
Yeezus møder Mahler
Musikalsk er LUX et brud med Rosalías tidligere album. Hun startede som flamencosanger, inden hun senere gav sig i kast med reggaeton på MOTOMAMI, mens det på LUX er i den klassiske musik og opera, hun har fundet sin inspiration. Albummet er da også indspillet i samarbejde med London Symphony Orchestra.
Skiftet fra den rytmiske reggaeton til de storladne klassiske kompositioner beskriver Rosalía selv som en bevægelse fra det minimalistiske MOTOMAMI til det maksimalistiske LUX. Og lyden er stor! Forestil dig Kanye Wests Yeezus blandet op med Mahlers Opstandelse, inden du til sidst tilsætter lidt flamenco pop, og så har du opskriften på lyden af LUX.
Man kan allerede høre den store lyd på albummets første sang Sexo, Violencia y Llantas, der sætter scenen både musikalsk og tematisk. Sangen starter med et klaver, hvorefter Rosalías stemme akkompagneres af en cello. Den stille og inderlige intro brydes dramatisk med synthesizer, strygere og kor, inden sangen til sidst vender tilbage til introens inderlighed.
Hen over de næste fire sange sker der en gradvis opbygning, hvor lyden bliver større og større; mere og mere dramatisk. Mio Christo Piange Diamanti er albummets arie, der med sin storladne afslutninger fuldbyrder opbygningen til det musikalske højdepunkt på LUX: Berghain.
’Berghain’ er et destillat af lyden af LUX. Den episke sammenblanding af en buldrende strygersektion, korets hårdt rammende staccato omkvæd og et voldsomt elektronisk beat.
’Berghain’ efterfølges af den mere poppede La Perla, der dog i denne sammenhæng kommer til at fremstå for enkel og nærmest en lille smule komisk. Efter dette lille fejlskud kommer vi dog tilbage på sporet, og de tre næste sange bygger op til det næste musikalske højdepunkt: La Yugular.
I sangens tredje vers tager Rosalía os med på en gradvis realisering af verdens sammenfiltring og vores forbundethed med Gud, hvor den poetiske rytmik og den intensiverende musik tilsammen skaber denne oplevelse i os. Jeg får bogstaveligt talt kuldegysninger, hver gang jeg hører den sang.
Og når vi nu snakker om kuldegysninger, så afsluttes LUX med den smukke Magnolias. En blød sang, som sætter et smukt punktum med korets gentagende omkvæd og Rosalías vidunderlige vokal, der synger håbet om opstandelse frem.
Og bøn vil igen blive et ord
LUX er ikke kun et musikalsk nybrud for Rosalía; det er også et brud i tematik. Albummet handler nemlig om hendes religiøsitet.
For tre år siden begyndte hun at læse forskellige hagiografier og andre religiøse og teologiske tekster. I et interview med den newzealandske Zane Lowe fortæller hun, at var hun ikke blevet musiker, ville hun nok have studeret teologi. Det her album er hendes lille selvstudium.
Hun starter sit selvstudium med at sætte scenen – verden og himlen:
I den første: sex, vold og dæk
Blodsport, mønter i halse
I den anden: glimt, duer og helgener
Nåden og frugten, og vægtskålens tyngde
Todelingen mellem verden og himlen virker som en måde at vise hendes tematiske nybrud. Specielt ordet dæk giver konnotationer til MOTOMAMI, hvor motorcyklen som æstetisk element var central. Hun viser altså, at vi er på vej mod noget andet; på vej mod glimt, duer og helgener.
Albummet igennem introducerer hun nye religiøse billeder og metaforer. En af dem er: Kristus græder diamant. De smukkeste tårer, der eksisterer i et sandt venskab, og som indgyder en endnu tættere relation. En relation, hvor man bærer hinanden. Jeg bærer Kristus, og han bærer mig.
Et andet (måske mere kontroversielt) billede er Gud som stalker. Gud overskrider grænser for at nå os. Han går ud over sig selv for at møde os, hvor vi er. Rosalía bruger ord og billeder fra sin egen verden til at beskrive Gud.
I Rosalías teologiske selvstudium (altså LUX) er den fransk-jødiske filosof og mystiker Simone Weil en af de helt centrale inspirationskilder, hvilket kommer frem i temaer som afskabelse, nåde og bøn. Men det ser faktisk også ud til, at albummet har fået sin titel fra et Weil citat.
På CD’en står det her citat fra Weil: ”El amor no es consuelo, es luz” (Kærlighed er ikke trøst, men lys). På Instagram delte Rosalía et billede, hvor den spanske udgave af Tyngdekraften og Nåden (en kurateret udgave af Weils noter) ligger øverst i en bunken af bøger.
Simone Weil er blandt andet kendt for sin forståelse af opmærksomhed, som er et vigtigt tema i hendes tænkning. I Tyngdekraften og Nåden skriver hun: ”Opmærksomhed i sin højeste form er det samme som bøn. Den forudsætter tro og kærlighed. Helt ren, ublandet opmærksomhed er bøn.”
Jeg tror også, at Rosalía har læst de sætninger. I sit interview med Zane Lowe spørger han ind til, hvordan hun finder tilstedeværelse og indre ro i en larmende verden. Mediterer du?, spørger han. Hun svarer: ”In desiring less. I’m not meditating as much these days. I’m praying more.”
Hun vil lære, hvordan man har lyst til mindre. Hun beskriver en bønspraksis. Forskellen mellem bøn og meditation er, at bøn handler om at søge ud af sig selv; om at søge den anden. Hun siger, at albummet handler meget mere om den anden end om sig selv. Bøn handler ikke om at spørge; det handler om at lytte.
I digtsamlingen Metanoia Trilogien fra 2023 skriver Andreas Vermehren Holm “og bøn vil igen blive et ord.” Det har han ret i, og LUX er et godt eksempel på det. Rosalía vil have os til at vende os mod den anden, og det er netop i bøn, vi gør det.
For nylig blev hun interviewet på den populære YouTube-kanal, SubwayTakes. I interviewet snakkede de om, hvordan vores kultur bygger på en ekstrem selvcentrering. Mobilen er et spejl, der konstant reflekterer os selv. Rosalía vil gøre op med den kultur: ”Des mindre vi ser på os selv, des bedre; des mere vi ser den anden, des bedre. Hvis du i sandhed ser den anden, så kan du måske forstå dig selv bedre.”
Bøn er en praksis, hvormed vi kan begynde at gøre os fri fra selvcentreringens spejl. Rosalía gør det dog klart, at bøn ikke udelukkende er for troende mennesker. Bøn er en praksis, som alle kan praktisere. Det er en bevægelse. Du vender dig mod det, der er udenfor dig selv. Og måske indser du, at den anden er helt tæt på.
I La Yugular synger hun: ”Du, som er langt borte og samtidig nærmere end min egen halsvene.” I bønnen bliver vi opmærksomme på den anden, på nærheden, på inkarnationen. Han er kommet nær. I tredje vers af sangen beskriver Rosalía den dybe sammenhæng:
Jeg kan være i verden
og verden kan være i mig
Jeg optager verden
og verden optager mig
Jeg kan være i et haiku
og et haiku optager et land
Et land kan være i en splint
en splint optager hele galaksen
Hele galaksen kan være i en dråbe spyt
en dråbe spyt optager Fifth Avenue
Fifth Avenue kan være i en piercing
en piercing optager en pyramide
og en pyramide kan være i et glas mælk
og et glas mælk optager en hær
og en hær kan være proppet ind i en golfbold
og en golfbold optager Titanic
Titanic kan være i en læbestift
en læbestift optager himlen
Himlen er tornen
en torn optager et kontinent
og et kontinent kan ikke være i Ham
men Han kan være i mit bryst
og mit bryst optager Hans kærlighed
og i Hans kærlighed vil jeg miste mig selv
Minder, erfaringer, oplevelser, tanker og følelser sværmer sammen i en stor sammenhæng, hvor hun indser, at behovet for at vende sig mod Ham; at miste sig selv; at være til stede i verden gennem bønnen; at se den anden og forstå, at vi er forbundet.
Rosalía har skabt et album, hvor hun inviterer os ind i sin religiøsitet. En religiøsitet, der er en del af hendes liv; en del af hendes relationer; en praksis til at leve et liv. Derfor er albummet også i sig selv en krævende oplevelse og en mulighed for at øve sig på opmærksomhed – at starte en bønspraksis.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
og få de seneste artikler direkte i din indbakke