Hvad siger de unge om sig selv?
Det er nærmest blevet en folkesport at diagnosticere ungdommen og dens mange problemer. Men hvad siger de egentlig selv, når man spørger dem? Anne Line Iversen, efterskolelærer, har spurgt og bringer her svaret sammen med en stærk opfordring: Tal med de unge.
Hvert år fortæller jeg min 10. klasse, at de voksne snakker om dem. Jeg viser dem gennem alskens eksempler på, hvad de voksne siger om ungdomsgenerationen. Hvad de er enige om (ungdommen kæmper), og hvad de er uenige om (hvis skyld det er, og hvordan det bliver løst). Jeg lader eleverne kommentere og reagere på alle ordene, alle statistikkerne, alle holdningerne. Og så spørger jeg dem; hvad tror I selv? Hvorfor kæmper I – og hvad kæmper I med - og mod?
Denne artikel er et forsøg på at give de unge et talerør i debatten om dem selv.
Jæger-samler samfund på pigeværelset
Det er de allerførste lektioner i skoleåret for 10. klasse. Alle er samlet i klasselokalet, og jeg ved fra bitter erfaring, at den tid, jeg kan tale til dem og tilnærmelsesvis regne med, at jeg har størstedelens opmærksomhed, er sparsom. Jeg skal være skarp og effektiv i min formidling. Og jeg skal vælge noget, der fanger dem.
Så jeg starter naturligvis med at fortælle dem om jæger-samler samfundet. Og så smider jeg lidt hjerneforskning ind fra højre. Og ja, I ringer bare, hvis I skal bruge andre bud på, hvad danske unge finder super interessant.
Jeg forklarer dem, at i jæger-samler samfundet var vejen overlevelse at være en del af ’flokken’. Udstødelse fra gruppen betød fare – og formentlig død. Derfor sætter trusler mod ens sociale position eller følelser af social udsathed stadig i dag gang i hjernens alarmberedskab på allerhøjeste frekvens.
Tilmed har vi en hjerne så udviklet, at den kan aflæse mulige sociale normer, som skal overholdes og inkorporeres for at sikre din overlevelse i den situation, du nu befinder dig i. Og jeg skriver mulige, fordi der for mit vedkommende ikke hersker nogen tvivl om, at hjernen har tendens til at opfinde og fornemme mere, end hvad der ofte er både nødvendigt og konstruktivt.
Katastrofe- og overtænkere – er I med mig her?
Det er eleverne i hvert fald. De kan til fulde genkende, hvor meget af deres tid og energi der bruges på at passe ind. På at finde sin plads i det sociale og på at fastholde den. Faktisk så meget – og det her er en vigtig og afgørende pointe for alle, som ønsker at forså unge mennesker – at det komplet rydder tavlen for alt andet indhold, hvis der opstår en større social usikkerhed i deres liv.
Til jævnlig stor frustration og panderynken for særligt undervisere og forældre, kommer ALT andet i anden række, hvis der er en social situation eller relation, som kræver akut reparationsarbejde. Prøv for eksempel at tale fornuft til et pigeværelse proppet til randen med veninder, som skulle have været på eget værelse for en halv evighed siden, men som ingenlunde er færdige med at uddybe, hvorfor veninde i midtens fyr alligevel – og ganske pludseligt – er en helt utrolig stor idiot.
Regler og rammer ophører i sociale kriser. At overholde sociale normer trumfer stort set altid. Om det så udmåler sig i behovet for høje karakterer, adfærd på sociale medier, pludseligt voksende alkohol- og/eller nikotinvaner. Fortsæt selv listen, der i rigtig mange sammenhænge vil indeholde symptomer på et socialt pres eller et socialt behov, der føles helt enormt vigtigt.
Lysten til og behovet for at forstå ungdommen er en ældgammel tradition. Også i dag eksisterer samtalen om (og diagnosticeringen af) ungdommen i alt fra private hjem til ophedede debatter i folketingssalen og på TV-skærmene. Der skrives fantastisk, nytænkende litteratur om unge. Der opfindes begreber, som prøver at placere et ansvar – nyligt eksempel; Mattias Tesfayes ”pisse dårligt opdragede” børn. Der analyseres og holdningsudveksles uendeligt i kernespørgsmålet, som fylder i ungdomsdebatten i dag:
Hvorfor ser vi så stor mistrivsel blandt børn og unge? Hvor kommer stigningen i diagnoser og skolevægring fra?
Måske har det noget med de unge selv at gøre – at de er for porøse? Eller måske er det forældrene, som har gjort børnene en bjørnetjeneste ved at imødekomme dem i deres følelsesliv og vandre tæt med dem? Er det lærerne, som ikke har haft ressourcerne til at se det enkelte barns udfordringer rettidigt og nok? Er det psykiatriens ventetider? Eller techgiganterne, som har stjålet barndommen? Er det samfundets organisering, som skaber usynlige forventninger til perfekte præstationer og ensrettede livsbaner?
Pilene peger mildest talt i alle retninger. Og jeg vil ikke begå den fejl at tro, jeg kan komme med et mere fyldestgørende svar end alle mulige andre har forsøgt med væsentligt flere ord og højere uddannelsesgrader. Til gengæld vil jeg gerne give mikrofonen videre til dem, det hele handler om. For da jeg spurgte mine 10. klasseselever om, hvorfor (og om) de mistrives, blev jeg selv en hel del klogere.
Følgende tre overskrifter er en samling af pointer fra eleverne. Jeg har sat det sammen, redigeret det og drister mig også til at kommentere på det. Men pointerne er deres: 16 og 17 åriges svar på, hvad der er svært ved at være ung i dag.
Unge er altid ’på’ – og kæmper med idealerne
”Hvor ofte tænker I over, om I bliver filmet?” spurgte jeg en elev.
”Hele tiden” svarede hun.
De unge er konstant opmærksomme på, hvordan de fremstår. De filmer hinanden, når de slapper af sammen, når én finder på noget skørt, når de har set en sjov trend at hoppe med på. Det bliver til stories på snap og lagres for evigt. Der er lukkede og åbne grupper på instagram med billeder af, at nogen sover eller nogen flirter eller nogen spiser. Ofte taget og postet uden, at de fotograferede er vidende om det.
Det betyder, når jeg spørger eleverne om det, at de føler sig på hele tiden. Både når noget bevidst er opstillet, og når ”de bare er dem selv.” For de skal være sig selv på en måde, som kan lagres, videredeles og genses.
Jeg introducerede eleverne for Christian Hjortkjærs bøger ”utilstrækkelig” og ”skamfuld”. To enormt relaterbare samtidsdiagnoser for de unge, som især kunne genkende, at de i dag orienterer sig primært ud fra idealer, frem for rammer og regler. Idealer som er mere eller mindre usynlige eller uudtalte, men som hele tiden skal aflæses og inkorporeres. Idealer som stammer fra samfundet; de unge nævner f.eks. tempoet i uddannelsessystemet, nedlægningen af 10. klasse, manglen af SU klip, hvis de ønsker at skifte uddannelse.
Idealer som stammer fra forældre, for selvom de gør meget for ikke at italesætte idealer og at holde alle døre åbne, så føler de unge stadig, at de i deres mange frie valg kan vælge forkert og skuffe.
Og størst af alt: Idealerne fra og til dem selv. Som de henter i vennegruppen, i skolen, i hjemmet, på jobbet, på sociale medier og så videre og så videre.
Alt det her udmunder i en frygt for at fejle. En elev sagde: ”Hvis jeg gør det dårligt, ER jeg dårlig.” Det store behov for at passe på sig selv er meget tydeligt at se som lærer. Og det kommer til udtryk på vidt forskellige måder i de unge mennesker. Nogle er for eksempel enormt risikovillige i undervisningen, men optræder forsigtigt i det sociale. For andre er det omvendt. Hvor de føler sig trygge og frie, og hvor de føler sig usikre og i ”social fare”, er udelukkende baseret på egen fortolkning og erfaring og kan være svær at forstå for os, der står ved siden af.
Jeg læste for nyligt en sociologs analyse af danske unges store og tidlige alkoholforbrug. På et tidspunkt skriver han, at vi grundlæggende i Danmark har nogle unge mennesker, som prøver at blive inden for rammen. Dét at mødes i weekenden med det klare formål at drikke sig i hegnet kan måske være et udtryk for netop den præstations- og idealkultur, de unge lever i. Her er der et sted, hvor de giver sig selv lov til – med alkoholen som undskyldning – at agere frit. Tåbeligt og mere eller mindre idealløst. Alkoholen bliver en eskapisme, alle de unge er enige om.
Jeg spurgte en håndfuld elever, om de kunne genkende det. Det kunne de og betonede især, at følelsen af frihed tiltrak dem ved alkoholen. Hvis det er rigtigt – blot i nogen unges tilfælde – at det kræver alkohol i store mængder for at opnå bevægelsesfrihed og en pause fra ”den lige, rigtige vej” – så er det for mig at se, et tydeligt symptom på et stort samfunds- og kulturproblem.
Med flere kasser kommer flere spørgsmål
Eleverne oplever, at det kan være svært at føle sig – eller være – anderledes. Det er der formentlig ikke noget nyt i, men udviklingen i synet på og samtalen om blandt andet køn og seksualitet kan for nogen have indflydelse på, hvordan det opleves at føle sig ved siden af.
De synes, det er positivt, at der er plads til forskellighed, men udtrykker også, at der hurtigt kan sættes spørgsmålstegn ved køn og seksualitet hos dem selv eller andre, ”bare fordi man skiller sig lidt ud.” Opbruddet med den traditionelle kassetænkning kan ironisk nok føre til en større grad af kassetænkning hos og omkring de unge. Det kan både være en befriende mulighed og en presbold at skulle navigere i sin følelse af ”anderledeshed”.
Lidt på samme måde gælder det diagnoserne. På en helt repræsentativ måde sidder der i mine 10. klasser med +50 elever en hel del med diagnoser og flere under udredning, mens vi taler om det her emne. Diagnoser, som hjælper og vejleder, som styrker forståelsen for den unge selv og fra omgivelserne. Men som samtidig kommer med en årvågenhed over ”det at have det dårligt.”
De har en oplevelse af, at der har været et stort fokus på mental trivsel i deres skolegang – men også, at der kan være en tendens til, at der hurtigt skal titel på, når de ikke har det godt. Det er både en tendens udefra, men som også har fået greb om dem selv og deres egen forståelsesramme. De er hurtigere til at selvdiagnosticere, og én sagde: ”man tør ikke række ud, for man er bange for hvad der bliver gjort ved det.”
Og for at smide en endnu større kompleksitet oveni kommenterede en elev også på en nagende, dårlig samvittighed over at have det dårligt, fordi ”vi lever så godt et sted med så mange muligheder.”
Vær dig selv så længe, du er som de andre
I december kørte der i nyhederne en historie om, at appen ”Ønskeskyen” bliver brugt til mobning i folkeskolen. Det er en app, hvor man kan tilføje sine ønsker, så andre kan se og reservere dem. En feature, som kan udnyttes ved f.eks. at reservere ønsker på hinandens sky, så man sikrer sig, at en fra klassen ikke får det, hun/han ønskede sig mest. Man bliver evigt forundret over de kreative midler, unge mennesker kan opfinde, når de gerne vil positionere sig i det sociale hierarki, ikke?
Mest af alt er ”ønskeskygate” et udtryk for, at selv på din ønskeseddel skal du være opmærksom på, hvordan du fremstår. Dine venner følger dig og ser, hvad du tilføjer. Her rammer vi et ømt balancepunkt for unge mennesker; du skal forsøge at være original – men inden for skiven. Du skal for alt i verden holde dig indenfor de sociale normer og idealer, vi som gruppe har opstillet og konstant opdaterer.
Eleverne havde mange ting at sige om det velmenende råd; ”bare vær sig selv.” Fordi det for dem føles som den mest komplekse opgave, man overhovedet kan stille. For det første kan det være enormt svært at indkapsle, forstå og da særligt at praktisere et ”mig selv” i teenageårene (og til dels hele livet). For det andet, fordi det jo er løgn, siger de. Du kan jo ikke bare være dig selv. Så risikerer du netop udstødelse, hvis ikke du samtidig sørger for at passe ind.
Her kommer sociale medier også ind i billedet med sin gigantiske forlængelse af profiler og trends, man kan ”passe ind i”. De unge er glade for sociale medier, men de er også bevidste om, at de hele tiden bliver konfronteret med, hvad der er nyt og frisk og populært. Om det drejer sig om tøj, udseende, spisning, sprog og så videre.
Og så kommenterer de også på, at de tit følger nogen, der er ældre end dem selv. Og at det kan forcere en lyst og et behov for hurtigere at modnes og at opføre sig eller klæde sig ældre, end de er. De spejler sig altså ikke kun i hinanden, men også i personer fra hele verden og i alle aldersgrupper. Det, tror jeg, er en dynamik, som er vigtig at være opmærksom på. Og hvor jeg fornemmer et ønske om større hjælp og vejledning hos de unge.
Det er en umulig opgave for dem at skulle navigere i uden at lade sig påvirke. Og samtidig er det en endnu større umulighed for dem ikke at være aktiv på sociale medier, for så går de jo netop glip af den nyeste måde ”at være sig selv som de andre” på.
Tal med de unge
Ovenstående tre nedslag er på ingen måde tænkt eller udført som en repræsentativ undersøgelse. Jeg har over to år spurgt ca. 100 16-17 årige med fælles bopæl i Østjylland om et spørgsmål, der vedrører en hel ungdomsgeneration. Så lad for alt i verden være med at bruge det som et udtryk for, hvad alle unge mener er de største udfordringer ved at være ung.
Men brug min sparsomme undersøgelse til én ting, så er jeg fuldt ud tilfreds: Tal med de unge.
Spørg dem om, hvad der rør sig i livet for dem. Hvad der føles vigtigt lige nu – for den enkelte og for gruppen. Spørg hvad de er drevet af, og hvad de drømmer om. Eller snup en side fra min afprøvede bog: Læs overskrifter og interessante tanker om ungdommen op for dem og hør, hvad de tænker?
Det er ikke ungdommens opgave at besvare de store samfundsspørgsmål og problematikker, vi i øjeblikket befinder os i. Det er de voksnes ansvar. Men vi vinder ved at lytte. De unge er eksperter i at være lige der i livet, hvor de er, og hvor vi måske allerede har glemt, at vi engang også var. Og deres oplevelser kan både forvirre, komplicere og på alle måder krydre vores forståelse af, hvad det vil sige at være menneske – og ung i dag.
Det må vi kunne bruge til noget. Nej, det skal vi bruge til noget!
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
og få de seneste artikler direkte i din indbakke