Preben Kok forstod at miste barnetroen uden at miste Gud
Livet lærte hospitalspræsten noget vigtigt om magtesløshed, og det var vigtigt for ham at give videre. Til patienter, kollegaer og hans læsere.
Af og til i kirkelige sammenhænge siger jeg, at jeg tager 20 procent af æren for noget godt, der er sket i mit liv.
Det kunne udspille sig sådan her:
- Ey Thomas! Jeg så lige på Strava, at du havde løbet et maraton i weekenden. Mega sejt, jo! Var det ikke hårdt??
- Jo! Men det var SÅ fedt! Jeg var lige ved at give Gud æren for, at jeg klarede det, men jeg er kommet frem til, at jeg godt kan tage 20 procent af æren selv.
Jeg tror, man skal være opvokset i en religiøs sammenhæng for helt at forstå den underspillede joke, men jeg er vokset op med, at man kan bede til Gud om stort og småt.
På den måde bliver alt godt i livet en gave fra Gud, men samtidig bliver det også Ham, der fortjener al æren.
Tidligere har jeg givet Gud hele æren, men nu tager jeg altså 20 procent til mig selv.
Det er en linje, jeg har tyvstjålet fra hospitalspræsten Preben Kok, og udover at jeg synes, den er skør på den rigtige måde, så siger den noget om det, der optog den nu afdøde præst og forfatter.
Han var optaget af, hvad mennesker havde magt over og ikke havde magt over - og hvordan den indsigt ville medføre fred.
I over 40 år virkede Preben Kok som sjælesørger. Han arbejdede som sognepræst i Engum ved Vejle, blev sidenhen sygehuspræst på Vejle Sygehus, og så skrev han bestselleren Skæld ud på Gud, men denne nekrolog handler ikke primært om Koks bedrifter, men om det tankegods, som har været en inspiration for mig.
FARVEL BARNETRO
Preben Kok mistede sin barnetro, da han som 21-årig blev dødeligt syg. Ifølge hans debutbog Skæld ud på Gud lå han i en hospitalsseng og troede, at hans time var kommet, da han sagde til Gud: “Hvis det er sådan, du behandler mennesker, så er vi to færdige”.
Men midt i dette mørke oplevede han det forunderlige. Gud forsvandt ikke. Gud var nær trods vreden og sorgen og skuffelsen. Man kan sige, at Gud blev hos ham i det øjeblik, hvor han ikke selv kunne blive hos Gud.
Dette blev en grunderfaring for Kok. Der hvor alt var ulykkeligt og håbløst - og hvor han intet selv kunne stille op - kunne han bebrejde Gud og til gengæld blive mødt af nærvær.
Det er heldigvis de færreste, der bliver dødeligt syge som 21-årige, men jeg vil tro, at mange, der vokser op med en form for barnetro - ligesom Kok - oplever, at troen før eller siden lider et knæk. Enten vil eller kan eller er Gud ikke det, vi troede. Det får nogen til at ommøblere deres tro. Andre lægger den på hylden.
I den proces var Preben Kok god at vandre med - både for hans patienter og for os, der fulgte ham gennem bøgerne. Med sin livsvisdom og hans afslappede, nærmest selvfølgelige blik på livskriser fratog han folk ansvaret for det, de ikke kunne ændre, og skabte et rum, hvor der stadig var plads til eksistensen af en nådig Gud.
Her var det afgørende for Kok, at vi bliver som børn overfor Gud. Ikke som englebørn, men som ægte børn med egoistiske, krævende og ufiltrerede følelser og tanker. I sin bog Skæld ud på Gud skriver han:
“Hvis vi i alvorlige situationer ikke tillader os at være lige så spontane som et lille barn er spontant, hvis vi ikke skriger, som et lille barn skriger, så opdager vi ikke Guds storhed.”
“Når vi står i en alvorlig krise, hvor vi ikke selv kan klare skærene, har vi muligheden for at overlade os til Gud. Ikke ved at acceptere tingene som de er, men ved at få placeret den del af ansvaret, der ikke er vores eget, et sted hvor det hører hjemme.”
NOK ER NOK
Preben Kok havde også sine analyser af den tid, vi lever i, som jeg selv fandt meningsfulde. Han mente, at troen er en oplagt håndsrækning til det forhastede, moderne menneske.
Gang på gang fortalte og skrev han, hvordan han mente, at vi lever i en grænsesprængende tid.
Vi tror, vi kan løse fremtidens problemer med teknologi, mens vi udskyder døden med sund livsstil, mens vi forbruger jordens ressourcer så meget, vi vil, mens vi lever lykkeligt og balanceret til vores dages ende.
Og meget kan vi, men alt kan ikke blive bedre, siger Kok. Og i hvert fald ikke på samme tid.
Derfor anså præsten og forfatteren det som sin pligt at skabe en grænse-sættende modvægt til vores tid. Mennesket har en naturlig fysisk grænse. Vi har en psykisk naturlig båndbredde. Det handler ikke bare om at træne og have “den rette indstilling”. Det handler om, at nok er nok.
Og alt det, der ligger uden for vores grænser og uden for vores magt, kan vi lægge over til Den Almægtige. Kok skriver i bogen Slip livet løs:
“I den grænsesprængende tankegang er der jo ikke noget uden for os selv, og vi mennesker kan selv det hele, hvis vi bare har de rigtige redskaber! Så der, hvor man tidligere kunne sige, at det var “Guds skyld”, er det samme pludselig blevet min skyld, eftersom det nu ligger indenfor menneskets ansvarsområde.
Den tankegang har kun akkumuleret yderligere stress-symptomer og forårsaget deciderede depressionstilstande hos det moderne menneske.”
Preben Kok mente også, at det grænsesprængende havde sin plads i verden, og mente ikke, der kunne være helhed uden eksistensen af både det grænse-sprængende og det grænse-sættende. Men han så dog det største støttebehov, når det handlede om at få et realistisk blik på vores egne grænser.
Dette realistiske blik har jeg selv brug for at blive mindet om gang på gang, for jeg deler analysen af, at det ligger i vores tid, at vi gerne vil have det hele med, og spille vores kort rigtigt og make the most out of it.
Jeg vil savne Preben Koks lettilgængelige tilgang til trosliv. Han var jordnær, samtidig med at han havde en levende og vedkommende kristentro. Og for mig at se, var han af den type præst, sjælesørger, vejleder og samfundsborger, som verden ville være godt tjent med at have flere af.
Preben Kok døde onsdag d. 21. januar efter længere tids sygdom. Han blev 77 år.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
og få de seneste artikler direkte i din indbakke