Åndelig oprustning var her, der og alle vegne i 2025 – hvor er vi nu?
Stolpe op og stolpe ned blev der skrevet om åndelig oprustning i 2025. Men hvad var det egentlig, vi talte om – og talte vi om det samme? Frederik Thormann tegner tre linjer i debatten om åndelig oprustning og peger på en farbar vej frem for kirken.
I løbet af det Herrens år 2025 har der været et nyt begreb i omløb i dansk politik, som vi også har skrevet en kort fortalt-artikel om her på sempermagasin. Statsminister Mette Frederiksen har gjort udtrykket mainstream og koblet det til alt fra læsning, dannelse eller nyhedsoverblik til national identitet og folkekirkens rolle i en urolig tid.
I samme øjeblik ordet blev sagt højt, begyndte det dog også at betyde flere ting på én gang, og derfor er vi nu landet i en debat, hvor folk taler passioneret forbi hinanden – mens de samtidig har ret hver for sig. Og så er det jo godt at stoppe op, trække vejret og se, om vi kan finde nogle spor i debatten, der kan forklare misforståelserne. Så det vil jeg prøve at gøre her.
Hvis man koger det hele ned, står mindst tre forståelser ud, der hver for sig er ret så forskellige: Dannelsessporet, værdisporet og kirkesporet.
1) Dannelsessporet: Læsning som nationalt beredskab
Den første forståelse af åndelig oprustning er egentlig ikke teologisk, men pædagogisk: En dannelsesdagsorden forklædt som beredskabstænkning. Den udfolder sig tydeligst i Mette Frederiksens egen framing, når hun i et interview til Kristeligt Dagblad siger, at åndelig oprustning “begynder først og fremmest med danskernes læsefærdigheder” – fordi vi er ved at miste evnen til at koncentrere os og dermed til at tilegne os den viden, der kræves i en urolig verden.
I interviewet bliver læsning ikke bare til kultur, men en slags modstandskraft: Viden hænger sammen med læsning, og læsning hænger sammen med koncentration, og uden koncentration bliver vi nemmere at styre – af ekkokamre, algoritmer og fake news.
Det afgørende her er, at “ånd” i denne version handler om fordybelse. Skærmen er en art fjende, men på en anden måde end Putin og hans slæng, der er den egentlige fjende. Den er en ”fjende” ikke blot fordi, den ødelægger læseglæden, men fordi den undergraver det indre rum, hvor refleksion, samtale og kritisk tænkning kan vokse.
Mette Frederiksen taler i samme interview om, at vi har haft en “blind tro på digitalisering” i skolen og beskriver techgiganterne som aktører, der “gør alt, hvad de overhovedet kan, for at skade os.” Det er dramatisk sprog, og det placerer læsning centralt i en national fortælling i den mellemtilstand af krig og fred, vi lever i netop nu: Vi skal vinde – og derfor skal vi læse.
Denne måde at tale om ”ånd” på er dog ikke uproblematisk ifølge lektor og ph.d. på DPU, Jørn Bjerre, der har bragt en kritik af fænomenet i Altinget. Bjerre skriver, at når ordet “ånd” flyttes ind i en politisk strategi, så skifter det karakter. “Ånd” kan i sig selv betyde flere ting; for eksempel dannelse eller det kan handle om kirke og tro.
I Mette Frederiksens udgave betyder det dog især én ting: Kampånd. Det er en vilje til at stå sammen, være loyale og modstandsdygtige. At tale om åndelig oprustning ud fra et dannelsesperspektiv lyder derfor måske godt, men det er ikke uproblematisk, hvis dannelsen glider over i mobilisering.
Jørn Bjerres kritik af den ”åndelige oprustning” er et vigtigt aspekt, for hvis skolen gøres til en “indre forsvarslinje” som Tesfaye kalder det i Weekendavisen, og hvis åndens opgave bliver at producere sammenhold og kampånd, så er risikoen, at vi kalder det dannelse, mens vi i praksis træner børn og unge i en bestemt form for enighed og konsensus. Og så ender “åndelig oprustning” paradoksalt som det, Bjerre advarer imod: En intellektuel afrustning.
For Mette Frederiksen stopper denne mobilisering da heller ikke ved skolen. I KD-interviewet bliver åndelig oprustning også bundet til “sit nationale ophav”, være “aktiv i sit samfund” og til sidst også Folkekirken og Danmarks kristne arv. Det peger i retningen af det næste spor, værdisporet.
2) Værdisporet: Kristen værdioprustning
Den anden forståelse af åndelig oprustning kan vi kalde værdisporet, der kort kan opsummeres således:
Danmark og den danske kultur hviler på et kristent værdigrundlag, vi skal holde fast i og gøre os bevidste om værdien af, for hvis vi ikke længere ved, hvad vi er, så ved vi heller ikke, hvad vi skal forsvare.
I denne udgave bliver kristendommen et værn, en kulturarv og et fælles sprog, der har en samlende kraft i at være noget, der er større end os selv, som vi kan være sammen om – og kæmpe for.
Det er også sådan kirkeminister Morten Dahlin formulerer projektet i Berlingske, hvor han understreger, at det afgørende ikke er, at alle skal kunne evangelierne udenad eller have et stærkt personligt forhold til Gud, men at vi bliver bevidste om kristendommens betydning, fordi det er i troen og kulturarven, man finder den kampvilje, Vesteuropa mangler.
Som vi tidligere har skrevet om i en kort fortalt, så er det ikke alle, der er lige begejstrede for denne måde at ’instrumentalisere’ kristendommen og kirken på. En del af kritikken går på, at en åndelig oprustning i denne form ikke handler om det, der er kristendommens egenart og selvstændige virke: Kirken og troen. Ej heller handler det om en intellektuel dannelse og forståelse for vores historiske rødder.
Det er snarere en form for kristen konservatisme, hvor vi definerer nogle værdier som ’kristne’ og bruger dem til at skabe et dem og os, vi f.eks. kan instrumentalisere i en islamkritik og skepsis overfor ikke-vestlig indvandring. Danmark er et kristent land, og kommer du med en anden religion, en anden kultur, passer du nok ikke ind.
I samtalen om åndelig oprustning er ”kristendom” – og jeg mener virkelig mine anførselstegn her, for kristendom og kristne værdier er IKKE det samme – altså ikke så meget en religion eller en tro, men et værktøj vi kan bruge som et led i dannelsen af en national modstands- og sammenhængskraft.
Her ligger problemet ikke i, at det er forkert. Problemet er, at det risikerer at udvande ægte kristendom. Når kristendom reduceres til værdier, mister den sin underfulde kraft til at forvandle menneskers liv på tværs af eksempelvis interne skel i nationer.
3) Kirkesporet: Evangeliet som noget, der ikke kan bestilles
Det tredje og sidste spor af den åndelige oprustning er det kirkelige. Her har blandt andet Mette Frederiksen efterlystt i et interview i Kristeligt Dagblad, at Folkekirken påtager sig en rolle i den åndelige oprustning.
Dette spor adskiller sig dog fra de to andre ved grundlæggende at være svært at omsætte til et politisk projekt, ligesom det må få kirken til at spørge: Hvad er det egentlig, Folkekirken er, og hvad er det, den skal?
Det bliver følsomt, når politikere begynder at tale om folkekirken som et instrument. Der ligger i sproget en antydning af, at kirken kan og bør levere noget målbart til staten: Mere sammenhængskraft, mere kampvilje, mere national robusthed. Men hvis kirken reduceres til den funktion, bliver den i praksis et kulturhus eller forsamlingshus med lidt dårligere siddepladser end andre steder.
Kirken er netop ikke bare en ressourcebank af fællesskab, mening og håb, som samfundet kan trække på efter behov. Den er – i sin egen selvforståelse – bundet til noget langt mere bestemt: Evangeliet.
Folkekirken har ikke en forfatning i klassisk forstand, for den er aldrig blevet lavet, selvom der står i grundloven, at den skal have det. Men der findes en form for officiel selvbeskrivelse af dens opgave og identitet, som i hvert fald siger noget: Betænkning 1544, der blev udarbejdet i 2014 efter et større udvalgsarbejde med tilslutning fra alle folketingets partier.
Den er ikke lov, men den samler og tydeliggør, hvad der historisk, teologisk og organisatorisk menes at være folkekirkens kerne. Grundformlen er:
Folkekirkens opgave som evangelisk-luthersk kirke er at forkynde evangeliet om Kristus og forvalte sakramenterne. Derudover beskrives pejlemærker som rummelighed, nærhed, præstens uafhængighed og et nært (men komplekst) forhold mellem stat og kirke.
Det er præcis det sidste punkt, der gør diskussionen skarp. Folkekirken er tæt forbundet med staten, ja, men dens opgave kan ikke uden videre vendes til et statsligt projekt. Tværtimod, hvis kirken skal være kirke, må den også have frihed til at sige nej. Ikke bare til offensive politiske krav, men også til de nuværende håndsrækninger fra politikere, der siger: “Vi har brug for jer.” Her må folkekirken holde på at sige: ”Til hvad!?”
Relevanskrise og identitetskrise
Et af de mest præcise teologiske blikke på hele diskussionen om “åndelig oprustning” finder vi hos den tyske teolog Jürgen Moltmann. Ikke fordi han bruger ordet, men fordi han beskriver den dobbeltkrise, som gør, at samtalen ud fra et kirkeligt perspektiv er grumset og svær at gennemskue. Han kalder dobbeltkrisen for relevanskrisen og identitetskrisen.
Relevanskrisen opstår, når kirken (og teologien) mærker, at den mister kontakt med den verden, den taler til. Den bliver en slags historisk fossil. Noget man forlader for psykologi, aktivisme eller praktisk politik. I den situation opstår fristelsen til at genvinde relevans ved at gøre kristendommen nyttig, f.eks. som en oprustningsressource, hvor kirken bliver leverandør af en åndelig kraft, der skaber robusthed, kampvilje og national sammenhængskraft.
Men identitetskrisen opstår samtidig. Jo mere kirken forsøger at være relevant på samtidens præmisser, desto større er risikoen for, at den mister sit særpræg. Moltmann beskriver det som en kamæleon-effekt; teologien begynder at tage farve af sin omverden for ikke at virke fremmed – og ender med at forsvinde.
Omvendt kan kirken også risikere at reagere defensivt, og i et forsøg på beskytte sin identitet stivner den i dogmer, traditioner og intern renhed. Den bliver et reservat, og dermed endnu mere irrelevant.
Det er denne dobbeltbevægelse, der gør debatten om åndelig oprustning så dilemmafyldt. Man kan forfølge relevans ved at udvande identiteten, eller man kan forsvare sin identitet ved at opgive relevansen.
Moltmanns svar ind i dette er skarpt: Kirken kan kun være relevant i verden, hvis den bliver i sin identitet som kirke for den korsfæstede Kristus. Kristus skal ikke bestilles, instrumentalisere eller omsættes til statsligt projekt. Det er den distinktion, der fastholder kirken som Kirke.
Når det lykkes, sker der noget vigtigt. Kirken bliver ikke bare statens og indimellem regeringens forlængede arm, men Kirke med stort K. Den insisterer på en anden logik end statens. Og hvis nogen spørger, hvad kirken konkret kan, som næsten ingen andre institutioner kan uden at knække sin egen logik, så er der et svar, som lyder skørt – men som fra min stol faktisk er fuldstændig afgørende:
Kirken kan bede for sine fjender
For nylig oplevede jeg noget meget bevægende. Jeg var til en samling for præster, hvor også en grønlandsk præst deltog. Hun fortalte om den meget svære situation, grønlænderne står i, og som kun er blevet sværere her i januar 2026. I forlængelse af det satte hun også ord på, hvor glad hun er for at have en tro i denne tid, og særligt hvor glad hun er for at kunne bede. Også for Trump. Og for hans omvendelse fra de skrækkelige ting, han indtil videre ”kun” siger.
Jeg blev rørt over hendes ord. Kirkens rolle i vores tid blev pludselig meget konkret: Vi kan bede. Ikke bare i abstrakt forstand. Ikke bare “for fred”. Men helt konkret. For Rusland. For Putin. For dem, man ellers instinktivt får lyst til at hade, udskamme, afsky eller frygte.
Det er en kristen modstandshandling mod frygtens automatiske ven/fjende-logik. For i samme øjeblik vi kun kan forestille os fred som noget, der kommer, efter fjenden er blevet knust, så har krigens logik fået lov til at definere os.
Det er også her, kirkens relevans bliver mærkelig – og derfor ægte. Den tilbyder ikke bare trøst, men også et helt andet etisk univers end statens. Staten må have fjender. Den må tænke i grænser, sikkerhed og afskrækkelse. Det er dens opgave.
Men kirkens opgave er ikke at skabe kampånd. Den er at forkynde evangeliet – og en del af evangeliet er kaldet, der lyder: Bed for dem, der forfølger jer.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
og få de seneste artikler direkte i din indbakke